Erik Damgaard om forretningspartner: »Han var en giftig mand«

Den tidligere rigmand Erik Damgaard langer kraftigt ud mod sin tidligere forretningspartner Mark Szigethy efter Panama-afsløring.

Foto: Sonny Munk Carlsen. Erik Damgaard.
Læs mere
Fold sammen

Onsdag blev de to tidligere medlemmer af den såkaldte milliardærklub Erik Damgaard og Mark Szigethy sat i forbindelse med den store Panama-lækage, der har afsløret adskillige politikere, sportsstjerner og virksomheder i at benytte det mellemamerikanske skattely til at skjule store formuer.

Angiveligt har Mark Szigethy stiftet Panama-selskabet Templeview gennem advokatselskabet Mossack Fonesca. Ifølge Mark Szigethy fik Erik Damgaard pant i selskabet som sikkerhed for et lån på 30 millioner.

Det skriver Børsen, der har indhentet en kommentar, fra Erik Damgaard.

»Han var en giftig, giftig mand, jeg skulle have holdt mig langt væk fra. Det er det eneste, jeg kan sige,« siger Erik Damgaard om Mark Szigethy.

Templeview har angiveligt opkøbt aktier i flere danske selskaber som Greentech Energy Systems og Netbooster Holding hvor Erik Damgaard sad i bestyrelsen og dermed havde en dobbeltrolle.

Erik Damgaard afviser, at have været med til at stifte Templeview og samt at have været klar over, at han havde pant i selskabet.