Ericsson overrasker før tid

Den svenske telegigant sender regnskab ud fem dage før tid - og med stærkere tal end ventet.

Koncernchef i Ericsson, Carl-Henric Svanberg, overrasker med bedre bundlinie end ventet. Foto: Anders Wiklund, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Den svenske telegigant Ericsson overraskede mandag morgen ved ikke alene at sende sit kvartalsregnskab ud fem dage før tid. Omsætningen er samtidig gået 13 procent op.

Ericsson, der er verdens største leverandør af netværksudstyr, omsatte i tredje kvartal for 49,2 milliarder svenske kroner. Det er en fremgang på 13 procent i forhold til samme periode sidste år, hvor koncernen omsatte for 43,5 milliarder. Overskuddet blev på 2,8 milliarder svenske kroner.

»Vor virksomhed er i dette kvartal ikke blevet påvirket af uroen på de finansielle markeder. Vore kunder er i almindelighed finansielt stærke. Desuden er udnyttelsesgraden i telenettene høj, og trafikken øges stærkt,« siger Ericssons koncernchef, Carl-Henric Svanberg, i en kommentar.

Han vil dog ikke forudsige, hvordan krisen muligvis vil ændre på forbrugernes televaner.

Ericsson forventer at fortsætte besparelserne.

Det er endnu uvist, hvorfor kvartalstallene kom mandag. De var først fastsat til fredag.