Erhvervsstyrelse er klar med spritnyt Virk.dk

Erhvervsstyrelsens indgangsportal til erhvervslivet har nu ti år på bagen. Nu får sitet en omfattende funktionsmæssig overhaling, der samtidig skal gøres mere brugervenlig.

Kontorchef i erhvervsstyrelsen, Carsten Ingerslev. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Lüthcke

Hjemmesiden Virk.dk er et helt afgørende omdrejningspunkt i det offentliges digitaliseringsstrategi, og hvis alt er gået vel, så er det torsdag morgen blevet endnu mere centralt.

Erhvervsstyrelsens ti år gamle indberetnings- og informationsside har nemlig fået en gennemgribende overhaling, og sent onsdag blev der trykket på startknappen for det nye site. Det er både den bagvedliggende systemarkitektur, der er blevet opdateret, og indholdet, der har fået en tur gennem vridemaskinen.

Den ansvarlige for projektet er Carsten Ingerslev, som er kontorchef for digitalisering i Erhvervsstyrelsen. Han forklarer, at der ikke bare er tale om en lille opdatering af Virk.dk-sitet.

Der er tale om en gennemgribende opgradering, der på den ene side strømliner de eksisterende funktioner og på den anden tilføjer nye og forhåbentlig værdiskabende elementer.

»Der er to store forskelle. Én er den nye brugergrænseflade, der skal gøre det nemmere for virksomhederne at finde rundt og lokalisere information. De får på den måde også hjælp til indberetninger – og hjælpen er der, hvor de har brug for det. Dvs. de skal ikke tilbage til en anden myndighedsside for at få hjælp. Det er mere brugervenligt, det er mere enkelt,« siger kontorchef Carsten Ingerslev og tilføjer:

»Den anden forskel er, at vi har lavet et helt nyt område, »Virk Data«, hvor vi udstiller erhvervsrelevant offentlig data, samt at vi trækker Startvækst ind under Virk.dk.«

Det nye Virk.dk skal altså være mere end en opdatering af brugerfladen. Carsten Ingerslevs stemme bliver ekstra entusiastisk, når talen falder på den ene del; Virk Data.

Den funktionalitet skal nemlig ses i lyset af andre diskussioner – f.eks. den om, hvorvidt borgere og virksomheder har mulighed for at udnytte den viden og statistik, som det offentlige ligger inde med. Virksomhederne skal simpelthen kunne gøre sig klogere ved at søge i offentlige databaser.

»Det spiller op ad diskussionen om Big Data – og om, hvordan vi stimulerer virksomheder ved at give dem adgang til informationer. Det kommer vi for alvor i gang med nu. Det er selvfølgelig version 1.0., og der er mulighederne er begrænsede. Men planen er at udbygge det lag for lag – allerede i november kommer der mere.

Arbejdet med den nye version af Virk.dk har været i gang i lang tid. Den reelle implementeringsfase har kørt i syv-otte måneder. Carsten Ingerslev kalder da også projektet »rigtigt stort«, og der har været alt fra offentlige myndigheder til erhvervsorganisationer inde over udviklingsarbejdet. Nu skal hjemmesiden så stå sin prøve i virkelighedens verden, og kontorchefen er særdeles glad for, at det nu er kommet hertil.

»Jeg er selvsagt kisteglad. Målet var at være i luften inden første september, og det er holdt. Samtidig holder vores tidsplan og budget. Vi skal selvfølgelig lige hundrede procent i hus, før jeg er helt glad, men i en tid, hvor man taler om offentlige IT-skandaler, så er det en god følelse, når det hele kører som i olie,« siger han.

Nu skal systemerne så stå sin prøve. Det nye Virk.dk er bygget op til at være mere brugervenligt. Carsten Ingerslev bruger begrebet »i øjenhøjde«, når han skal forklare, hvordan indgangen til arbejdet med sitet har været. Det påvirker også den måde, brugerne kommer til at få præsenteret sitet. Det er målrettet efter, at brugerne i videst muligt omfang skal få relevant information at vide – og ikke så meget andet.

»Alt i alt har vi gjort det hele meget enklere og mere personificeret. En tømrermester får eksempelvis vist de ting, der er mest relevante for ham. Ellers er det ikke grundlæggende anderledes. Der er en masse, der er skåret væk. Informationen findes der endnu, men vi lægger det mest anvendte forrest,« siger Erhvervsstyrelsens Carsten Ingerslev og tilføjer:

»Vi har kørt omfattende test for at justere det. Nu håber vi, at de nye brugere kan finde rundt – og at rutinerede brugere vil kunne finde endnu hurtigere rundt end før.«