Erhvervsminister lokker Nordea til Danmark med skattegaranti

Den svenske regerings overvejelser om at hæve afgifter, der rammer banksektoren, har sendt Nordea på udkig efter en ny placering af bankens hovedkvarter. Da banken ikke vil uden for Norden, er København i kikkerten, og Danmarks erhvervsminister hilser banken velkommen.

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: © Ints Kalnins / Reuters

Det skriver Børsen.

Sverige vil øge afgiften på den såkaldte resolutionsreserve, der skal dække eventuelle tab i banksektoren, så staten ikke i samme grad skal træde til. Nordea vurderer, at det kan betyde en afgift på op mod 4,7 mia. kr. for banken i 2019 mod 400 mio. kr. i dag.

Den danske erhvervsminister, Brian Mikkelsen, udtaler til Børsen, at der ikke er grund til at frygte en lignende afgift i Danmark.

»Det, der vil ske de kommende år, er, at det vil blive billigere at være virksomhed i Danmark, fordi vi forbedrer investeringsklimaet. Så vi introducerer bestem ikke en skat, der svarer til den, som Sverige påtænker,« siger Brian Mikkelsen til Børsen.

Hvis Nordea rykker hovedkvarteret fra Sverige til Danmark, vil to af Nordens største banker være her i landet, da Danske Bank allerede har sit hovedkontor i København.