Erhvervslivets ømfindtlige personsager

Etik og moral kommer til at fylde mere og mere i danske virksomheder. Allerede nu ser vi flere eksempler på, at der skal drages klare etiske skillelinjer.

Erhvervskommentator Jens Chr. Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Vi har på denne plads tidligere beskæfiget os med erhvervsskandalen i Sverige med den ellers succesfulde SCA-virksomhed som omdrejningspunkt. Sagen handler ikke om hverken top- eller bundlinje i SCA, men derimod om noget så svært håndterligt som etik og moral. En – i danske øjne – forholdsvis lille sag, som dog har udviklet sig så dramatisk, at både formand og direktør er gået eller er blevet gået.

I sidste uge kom så hele to, hvad der skulle have været tilbundsgående undersøgelser af forløbet i SCA-toppen, som handler om alt fra elgjagter til uretmæssigt brug af virksomhedsflyet og andre forhold af mere personlig karakter for den tidligere topledelse i SCA.

SCA er en koncern med forskellige forretningsben bl.a. inden for skovindustrien og med hygiejneprodukter på hylderne.

De to undersøgelser blev modtaget med megen kritik og er i Sverige blevet kaldt ligegyldige, ikke mindst fordi den ene var foretaget af selskabets eget revisorfirma PwC, og derfor er der lagt op til endnu mere kritik og ballade på generalforsamlingen senere i denne uge i SCA.

Spørgsmålet er så, om denne svenske erhvervsskandale har et videre perspektiv, dels for business i Sverige, men også for dansk erhvervsliv? Det er tvivlsomt, om vi får svenske tilstande i Danmark, men der er samtidig heller ingen tvivl om, at netop etik og moral kommer til at fylde mere og mere, også i Danmark. Det skal topledelserne i danske virksomheder gøre sig klart. Grænserne er ikke krystalklare, og de flytter sig over tid.

Vi har set en række tegn på den udvikling også i Danmark. PFAs topchef Henrik Heideby fik kritik, som gik på ham som person og hans habilitet, og senest er PKAs topchef, Peter Damgaard Jensen, kommet i ilden på grund af skirejser betalt af en af PKAs forretningsforbindelser, nemlig den engelske kapitalfond Triton.

Sager som de pågældende selv ikke har drømt om kunne være problemfyldte, men som omverdenen – eller i hvert fald en del af omverdenen – er meget kritisk overfor. Det er udvikling, som især bestyrelserne bør være meget bevidste om. Det er bestyrelsen, der skal fastsætte rammerne.

Det er nu engang svært selv at skulle drage de klare etiske skillelinjer, menneskets grådige natur taget i betragtning, og derfor må pointen være, at virksomhedens bestyrelse meget klarere end i dag bør have et sæt spilleregler for, hvad der er inden for virksomhedens etiske grænser, og hvad der er udenfor.

Men ja, personsager er ømfindtlige sager, og det kan derfor være grænseoverskridende for en formand at skulle tage sin direktør i lære om noget så enkelt som personlig integritet. Ikke mindst derfor er det god idé at have faste spilleregler med løbende justeringer.