Erhvervslivet skal indgå i en ny samfundskontrakt

60 år torsdag. Cowi-chefen Lars-Peter Søbye kæmper som DI-formand for at få dansk erhvervsliv til at genvinde noget af den tabte tillid i samfundet. Han er netop i gang med en større erhvervspolitisk fusion.

Lars-Peter Søbye har markeret sig både som chef for Cowi og som dansk erhvervslivs førstemand. Foto: Ida Wang for Cowi Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Han er en af Danmarks mest erfarne ingeniører. Og så er han ikke bleg for at sætte ord på erhvervslivets udfordringer – og fejltrin.

Lars-Peter Søbye, som 13. februar fylder 60 år, har været øverste chef i rådgivningsvirksomheden Cowi siden 2008 og har i den egenskab stået for støt vækst. I 2017 blev han desuden en af dansk erhvervslivs førende stemmer som formand for Dansk Industri, DI.

Her i formandsstolen er han netop ved at hente en ny skalp, idet DI er i fuld gang med forhandlinger om at slå sig sammen med en af landets andre store erhvervsorganisationer, Dansk Byggeri.

Søbye er uddannet civilingeniør ligesom mange af sine ansatte, og han har været i virksomheden stort set hele sin karriere. Hans kontorstol stod først i Aarhus og siden i Oman i tre år, inden han kom til hovedkvarteret i Lyngby og blev en del af ledelsen, fra 2008 med titel af administrerende direktør.

Han har været med til at drive Cowi fremad fra at være primært en dansk-baseret virksomhed med knap 1.000 ansatte til en international rådgiver med i dag over 7.000 medarbejdere og kontorer i 23 lande. 2018 blev et skelsættende år, da han kunne annoncere endnu et væksteventyr for selskabet, nemlig købet af Danmarks største arkitektvirksomhed, Arkitema Architects.

Cowi har gennem årene vundet prestigeprojekter som f.eks. Norges største infrastrukturprojekt i 20 år, metrostrækningen Fornebubanen i Oslo. Samtidig har de skandinaviske erfaringer, særligt inden for infrastruktur og vindenergi, været adgangsbilletten til at vinde store projekter internationalt, herunder den spektakulære Stonecutters-bro i Hongkong, en stor spildevandstunnel i Singapore samt London Array Havmøllepark.

Siden 2016 har Cowi-chefen været formand for netværket Bloxhub, som danner partnerskaber på tværs af brancher og aktører med henblik på at skabe bæredygtige byudviklingsløsninger, der kan skaleres og eksporteres.

I 2017 blev Lars-Peter Søbye en slags overhoved for hele det danske erhvervsliv, da han blev udnævnt til formand for Dansk Industri. Både før, og især efter, har han talt højt om mange af erhvervslivets hovedpiner i offentligheden: Ingeniørmangel, problemer med at tiltrække og fastholde internationalt talent samt DIs gentagne ønske om at sænke skatterne har været blandt hans mærkesager.

Handling bag klimaordene

På det seneste har DI-formanden desuden slået på tromme for synspunkter, der ikke traditionelt  har stået øverst i erhvervslivet.
Dels ønskede Dansk Industri større ambitioner i planerne om at øremærke barsel til mænd. Dels siger Søbye, at danske erhvervsledere skal gå forrest i kampen om at sætte handling bag ordene på klimaområdet. Endda med ros til den svenske klimaforkæmper Greta Thunberg.

Det mener han ikke blot for klimaets skyld. Det handler også om at få trukket erhvervslivet tilbage i centrum af samfundet. De seneste års skandaler har udhulet befolkningens tillid til de store virksomheder, forklarede han for nylig i et interview med Berlingske.

»Den opgave, der ligger i at give en ordentlig klode videre, er virkelig stedet, hvor vi kan steppe op. Hvis vi tager det ansvar på os, tror jeg for det første, at erhvervslivet igen kan blive en stemme, som man lytter til. Men jeg tror også, at vi simpelthen kan indgå en ny samfundskontrakt, hvor vi løfter samarbejdet på tværs til et helt nyt niveau,« sagde Lars-Peter Søbye til avisen.

Lige så globalt orienteret fødselaren er i det daglige, lige så orienteret er han mod sine nære omgivelser i familien, der udover hans hustru Elin, består af datteren Line, sønnen Mikkel, svigerbørn samt hans mor på 83 år. I sommer kom seneste skud på Søbye-stammen, Sophia, til verden og gav topchefen en ny titel som bedstefar.  /ritzau/ + lw