Erhvervslivet foretrækker bærbare fra store koncerner

Indkøb. HP, Acer og Lenovo. Det danske erhvervsliv foretrækker markedets helt store aktører, når de bærbare pc'er skal købes ind.

Den bærbare pc har i mange år været erhvervsfolkets fortrukne pc-indkøb.

Det danske erhvervsliv investerede i næsten 190.000 bærbare pc'er i årets første seks måneder, og segmentet udgør stadig den største aftager af de bærbare computere.

Anført af Hewlett-Packard, Acer og Lenovo fordeler markedsandelene sig således, at det er de helt store leverandører, der tager de største bidder af det danske marked.

Hewlett Packard og Acer står hver for 20 procent af salget til erhvervssegmentet, men størst i denne sammenhæng er Lenovo, der tegner sig for 27 procent af det danske erhvervsmarked. Til sammenligning sidder danske Zepto på to procent af markedet.

Det viser analysevirksomheden IDC's nyeste salgstal for første halvår 2007.

- Vi ser ikke store udsving i det her segment. Der er en ret stor stabilitet i salget til erhvervslivet til forskel fra det private markedet, hvor der godt kan opstå store ændringer i markedsandelene fra kvartal til kvartal. Erhvervslivets nyindkøbte pc'er skal ofte passe ind i et større it-setup, og derfor holder virksomhederne sig til den samme it-leverandør igennem længere perioder, forklarer analytiker Anders Elbak fra IDC.

Han forklarer Lenovos og Hewlett-Packards markante tilstedeværelse med deres fokus på service.

- Lenovo nyder godt af at være en del af IBM, som jo sidder tungt i mange virksomheder særligt i den finansielle sektor og større organisationer. Hewlett-Packard satser meget på servicen og er i kraft af koncernens størrelse bredt repræsenteret hos distributørerne. Acer har også formået at komme ud i alle kanaler hos leverandører og distributører. Desuden har Acer også lagt sig i offensiven med flere kampagner, vurderer Anders Elbak.

Fokus rettes mod de privateSalget af bærbare pc'er til erhvervslivet er stadig støt stigende, men med 11 procent ligger væksten på et lavere niveau, end branchen de seneste år har været vant til.

Anders Elbak spår en forestående mætning af markedet til erhvervssegmentet, og derfor vurderer han, at flere af de store aktører vil rette fokus yderligere mod privatmarkedet.

Den vurdering deles af den producent, som for tiden sidder tungest på forbrugermarkedet.

- Markedet vil altid fokusere mod det sted, hvor væksten er, og der er ingen tvivl om, at det er forbrugermarkedet, som rykker lige nu, vurderer Lasse Sørensen, der er markedsdirektør for Hewlett-Packards pc-division.

Opkøb i venteFor der er ingen tegn på afmatning hos de private forbrugere, hvor væksten det seneste halve år har været eksplosiv med hele 23 procent. Antallet af solgte bærbare pc'er til de private hjem ånder efterhånden også erhvervslivets salgstal i nakken. I årets første seks måneder blev der solgt 175.000 pc'er til privatmarkedet, hvilket blot er 15.000 fra erhvervslivet med 190.000 solgte maskiner.

Når salget af bærbare pc'ertil erhvervssegmentet afmattes yderligere, er der større opkøb i vente, forudser Anders Elbak.

- Der har allerede været rygter om, at Lenovo vil prøve kræfter med det private marked i Europa, hvor de i øjeblikket ikke er til stede. Men også andre aktører ser sig om efter en mulighed for at styrke salget til forbrugerne, siger Anders Elbak.

I sidste uge bekræftede netop kinesiske Lenovo, at selskabet forhandler om et køb af den europæiske pc-producent Packard Bell, der har godt fat i det europæiske forbrugermarked.