Erhvervslivet er på vej videre, vurderer statsministeren. Interesseorganisation genkender ikke billedet

På dagens pressemøde var det en aldeles positiv statsminister, som talte om buldrende beskæftigelse og optimisme i dansk erhvervsliv. Brancheorganisationen SMVdanmark mener dog ikke, at der er grund til at ånde lettet op.

 
Genåbningen af Danmark er i gang, og der var en ny aftale på plads i denne uge. Få overblikket over seneste nyt om situationen her. Video: Ida Marie Odgaard, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Sarah Sander Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Samfundet har under pandemien været igennem to store nedlukninger, men der kommer næppe en tredje, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) på dagens pressemøde om coronasituationen i Danmark.

Tre ud af fire danskere har nu fået første vaccinestik, der har været en enestående opbakning fra befolkningen, og internationalt ligger Danmark blandt de allerbedste.

»Det er helt fantastisk,« sagde statsministeren.

Også erhvervslivet er kommet godt ud af krisen, mente hun. Her er der »buldrende beskæftigelse, voksende eksport og stigende optimisme«.

Men det billede genkender man ikke hos brancheorganisationen SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

»Jeg fik indtrykket af, at statsministeren mener, at erhvervslivet er på vej videre. Det billede kan jeg ikke genkende,« siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom og politisk chef i SMVdanmark.

Hun er lettet over, at statsministeren har en klar forventning om, at de store, nationale nedlukningers tid nu er forbi. På trods af kompensationspakkerne har tusindvis af mindre virksomheder lidt store økonomiske tab under de nedlukninger, vi har været igennem. Derfor er det meget glædeligt, at de nu ikke skal se frem til at stå i sådan en situation igen, mener hun.

SMVdanmark advarer dog om, at vi ikke er i mål.

Statsminister Mette Frederiksen på pressemødet i Statsministeriet vedrørende status på coronasituationen i Danmark mandag den 23. august 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

»Mange virksomheder har stadig store økonomiske efterslæb, som vi må og skal tage os af. Jeg havde håbet, at statsministeren også havde nævnt dem og lovet, at vi ville finde en god afbetalingsordning. De selvstændige har ikke gæld, fordi de er dårlige forretningsfolk. De har gæld, fordi de af staten er blevet tvangslukkede eller har været underlagt restriktioner, der har begrænset deres forretning, fordi vi skulle bremse smitten,« siger cheføkonomen.

Konkret peger hun på de statslige moms- og skattelån for cirka 35 milliarder kroner, som regeringen, ifølge hende, nu forsøger at overdrage til bankerne.

»Det vil være katastrofalt for mange af de mest pressede virksomheder, der ikke kan forvente at få et lån i banken.«

Krisens læringspunkter

På dagens pressemøde var Torben M. Andersen også på talerstolen i Spejlsalen. Han er økonomiprofessor ved Aarhus Universitet og formand for ekspertgruppen om en langsigtet strategi for et genåbnet Danmark.

Gruppen blev nedsat af regeringen i maj og har til formål at se på læringer af krisen. I næste måned vil gruppen offentliggøre en rapport med læringspunkter og bud på en strategi for de næste år.

Og mandag eftermiddag slog Torben M. Andersen fast, at Danmark er kommet langt.

»Vi er ikke i mål. Men vi er langt med vaccinationer. I starten af 2020 kom det hele bag på os. Det kan vi ikke sige, at det gør længere,« lød det fra ekspertgruppens formand.

Han pegede på, at nedlukningerne og »pakken af restriktioner« har virket effektivt, men at det også har haft store omkostninger, hvilket både kan ses på økonomien og trivslen.

Gruppens foreløbige arbejde viser, at første nedlukning ramte økonomien hårdere end anden nedlukning, hvilket muligvis skyldes, at virksomhederne undervejs har tilpasset sig og været forberedte.

Det afgørende er nu, ifølge Torben M. Andersen, at myndigheden udelukkende bruger restriktioner som en nødbremse, og at man løbende tager bestik af situationen for at undgå fremtidige nedlukninger.