Erhverv driver Jyske Banks vækst

I modsætning til tidligere er det nu erhvervslivet, der står bag væksten i indtjeningen hos Jyske Bank. Mindre aktivitet hos de private kunder er ikke nogen katastrofe, forklarer bankens administrerende direktør Anders Dam.

- Det er gået noget bedre med erhversudlånet, end vi havde regnet med. Det er erhvervsudlånet, der trækker primært nu, hvorimod det private flader mere ud, og investeringskreditter flader også ud. Så det er erhvervslivets investeringslyst, der har givet væksten i udlånene her i første halvår, siger Anders Dam.

Jyske Bank kunne tirsdag præsentere et rekordoverskud for første halvår 2007, og opbremsningen i de privates lånelyst bekymrer ikke direktøren.

- Når vi skriver, at vi tror, væksten aftager, så er det ikke det samme som at skrive, at det er en katastrofe, der er under opsejling. Vi har haft særdeles gunstige år i dansk økonomi, og vi kommer bare ned på et mere normalt niveau, som vi skal forsøge at styre igennem så godt som muligt, siger Anders Dam.

Han anfører, at Jyske Bank har set en afmatning på boligmarkedet, og at den hører til blandt forklaringerne på den lavere aktivitet hos de private kunder.

RB-Børsen