Er Mærsk ved at købe containerkonkurrent for 15 milliarder kroner?

Den globale containerindustri er så hårdt presset, at flere sammenlægninger af store selskaber er undervejs for at imødegå den hårde konkurrence og den massive overkapacitet. Men vil Mærsk, der med Maersk Line er verdens største containerrederi, være med?

Foto: Asger Ladefoged. A.P. Møller - Mærsk har masser af penge, og ledelsen er klar til at bruge dem på opkøb. Det mest oplagte er en stor handel i oliemarkedet, men senest har det Singapore-baserede containerrederi Neptune Orient Line (NOL) sagt, at det danske selskab er med i kampen om at købe rederiet.
Læs mere
Fold sammen

A.P. Møller - Mærsk har masser af penge, og ledelsen er klar til at bruge dem på opkøb. Det mest oplagte er en stor handel i oliemarkedet, men senest har det Singapore-baserede containerrederi Neptune Orient Line (NOL) sagt, at det danske selskab er med i kampen om at købe rederiet.

Umiddelbart overraskende, fordi Maersk Line – verdens største containerrederi – netop er i gang med at afskedige og har afbestilt en række nybestillinger af skibe.

Men giver det egentlig mening for den store danske virksomhed at købe stort op i Singapore?

I første omgang er sælgeren interesseret. NOLs ejere – Singapore-statsfonden Temasek – har i flere måneder undersøgt mulighederne for at sælge rederiet. Det tyder på, at franske CMA – verdens nummer tre – er tættest på at købe. Men Mærsk er ifølge NOL selv også involveret.

Det er måske ikke så overraskende, fordi det vil være naturligt, at den rådgiver, som NOL har hyret, også vil høre verdens største containerrederi om mulighederne for at overtage NOL. Og det er ligeså naturligt, at Maersk Line takker ja til et møde. Indtil nu er det angiveligt de indledende øvelser, som kun måske vil føre til et bud og en handel på længere sigt. Men der er ingen tvivl om, at det danske selskab tager henvendelsen alvorligt.

»NOL er helt sikkert til salg og både Mærsk og CMA kigger meget seriøst på det her,« siger redaktør James Baker fra branchebladet Containerisation International til Berlingske.

NOL, der blev skabt i 1968 og oprindeligt var ejet af bystaten i Singapore, er gjort helt klar til en handel. I dag sidder Temasek på 65 pct. af aktierne, mens de resterende er noteret på børsen i Singapore. I maj solgte selskabet sin logistikdel APL for otte mia. kr. til japanske Kintetsu World Express. Men containerdelen lider ligesom resten af branchen. I tredje kvartal måtte rederiet fremlægge et underskud på mere end 650 mio. kr.

James Baker mener, at det meste taler for, at det bliver franske CMA, som løber med NOL.

»Mærsk har lige annonceret afskedigelser af 4.000 ansatte og har annulleret nybygninger, så det er tvivlsomt, om de vil købe NOL og deres 4.000 ansatte og ineffektive skibe. På den anden side vil CMA nyde godt af NOLs netværk over Stillehavet, og det vil løfte dem tættere på Maersk Line og red.),« siger James Baker.

Omvendt peger han på, at det franske rederi ikke har samme store pengekasse som det danske konglomerat. CMA skal ud at låne, mens A.P. Møller - Mærsk allerede har kapitalen til sådan en handel.

De seneste forhandlinger kommer, efter at NOL har forsøgt at finde en køber gennem flere år. Det har været fremme, at både tyske Hapaq-Lloyd og Orient Overseas fra Hongkong tidligere har vist interesse.

Men hvad tænker ledelsen på Esplanaden om at købe NOL? Prisen på omkring 15 mia. kr. er ikke skræmmende. Mærsk har rigeligt med penge til en handel i det niveau. Og helt sikkert er det, at Mærsk-gruppen gerne vil købe op.

Spørgsmålet er, inden for hvilke ben det skal ske. Her er det ikke sikkert, at topcheferne i den danske virksomhed altid er enige. Man kunne forestille sig , at der internt i det store konglomerat er forskellige meninger om, hvor milliarderne skal rulle. Direktøren for Maersk Line, Søren Skou, synes formentligt det vil være en god idé at købe NOL. Det vil nemlig betyde, at en væsentlig konkurrent tages ud af markedet, og at Maersk Line overtager skibene og NOLs kunder. Set fra Søren Skous stol vil det være attraktivt, fordi hans del af konglomeratet dermed vokser.

Men spørgsmålet er, om Nils Smedegaard, A.P. Møller - Mærsks øverste chef, ser på det på samme måde. Er det i shipping, pengene bruges bedst? Selv om Mærsk historisk har købt stort op inden for containerfarten, ser Smedegaard ikke nødvendigvis et opkøb af en konkurrent som eks. NOL som det bedste sted at bruge pengene nu. Det er nemlig heller ikke altid sikkert, at man får alle kunderne med, som ud over skibene er det, man primært køber i sådan en situation. Det er jo kunder, der allerede en gang har valgt et andet rederi og dermed valgt Mærsk fra.

Men at der sker noget i den hårdt pressede containerbranche, blev understreget fredag. Her kunne den amerikanske erhvervsavis The Wall Street Journal afsløre, at statsejede kinesiske Cosco og China Shipping Container Lines (CSCL) er ved at fusionere og dermed skabe verdens fjerde største containerrederi.