Er du klar til et lønhop? I medicinalindustrien kan du tjene mere end 60.000 kr. om måneden

De privatansatte i den danske medicinalindustri har kronede dage. Med en lønstigning på 4,5 pct. i 2016 har gennemsnitslønnen for de kloge hoveder i lægemiddelindustrien nu passeret 60.000 kroner om måneden.

Privatsansatte i den danske medicinalbranche kan glæde sig over, at den gennemsnitlige månedsløn nu har passeret 60.000 kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRED TANNEAU

De skarpe hjerner i den danske medicinalbranche kan tage på julegaveindkøb med lidt ekstra på lommen i år. Mens de ansatte i den private sektor som helhed i 2016 kan se frem til et lønhop på omkring 2,2 procent, har specialisterne i medicinalbranchen formået at hive en lønstigning hjem på hele 4,5 procent. Det betyder i kroner og ører, at en privatansat lægemiddelakademiker i Danmark i gennemsnit tjener 60.729 kr. om måneden.

Det viser nye tal fra Pharmadanmark, som er en fagforening, der har højtuddannede lægemiddelspecialister som medlemmer.

Den primære årsag til, at Pharmadanmarks medlemmer befinder sig helt fremme i forreste række, når det gælder lønnen, er, at medicinalbranchens specialister hyppigt skifter job og bruger anledningen til at skaffe sig et lidt større tal på lønsedlen.

»Der er primært to årsager til den flotte lønstigning. Det ene er, at vi har et meget mobilt arbejdsmarked, som betyder, at vores medlemmer ofte skifter job. Og vi kan se, at det er i forbindelse med jobskifte, at lønnen bliver hævet. Derudover er der fortsat stor efterspørgsel på lægemiddelakademikere, som er essentielle for at holde hjulene i gang ude i industrien,« siger Rikke Løvig Simonsen, der er formand for Pharmadanmark.

Mens lægemiddelindustrien fortsat vokser i Danmark, måtte en af landets helt store medicinalmastodonter Novo Nordisk fyre omkring 500 medarbejdere i Danmark tidligere på måneden. Det kan betyde, at mobiliteten i branchen vil falde, fordi lysten til at skifte arbejdsplads typisk daler, når der opstår usikkerhed om jobmulighederne.

Rikke Løvig Simonsen forventer dog ikke umiddelbart, at Novos store fyringsrunde vil trykke lønningerne i branchen ned.

»Jeg tror ikke, at det vil påvirke næste års lønstatistik, men man kan selvfølgelig ikke være sikker. Min forventning er dog fortsat, at der vil være stor efterspørgsel på højtuddannede lægemiddelakademikere,« siger Rikke Løvig Simonsen.

Ifølge Pharmadanmarks lønstatistik arbejder løntopscorerne i den danske lægemiddelindustri for den japanske medicinalgigant Takeda. Her ligger gennemsnitslønnen på mere end 84.000 kr. om måneden. På andenpladsen følger schweiziske Roche, som betaler sine medarbejdere lidt over 82.000 kr. om måneden. Tredjepladsen indtages af amerikanske Pfizer, der aflønner sine danske medarbejdere med lige godt 81.000 kr. om måneden i gennemsnit.

Hos Novo Nordisk, hvor 545 ud af Pharmadanmarks omkring 700 medlemmer har svaret på lønstatistikken, ligger den gennemsnitlige månedsløn på 58.562 kr.