Er din internetforbindelse hurtig, god og billig nok?

Julen er højsæson for teknologi og digitale muligheder, og mange har endelig lidt tid til at sætte sig bedre ind i, hvad man kan – og måske bør passe på. Hver dag mellem jul og nytår giver Berlingske gode råd og tips. Find flere i bunden af artiklen.

Coronakrisen har i høj grad sat fokus på, om internetforbindelsen derhjemme nu også er tilstrækkelig kraftig og hurtig. Mange kan få en bedre forbindelse med en lavere månedsregning. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Et år med hjemmearbejde, hjemmestudier og hjemmeunderholdning som følge af coronakrisen har også sat fokus på internetforbindelsen derhjemme – er den hurtig nok, og er den kraftig nok, hvis mange i husstanden arbejder, streamer undervisning, ser film og er til videomøde samtidig?

Find din regning og se, hvad du betaler for. Besøg så Bredbåndsmåleren, og lad den teste, hvor hurtig din forbindelse er både ind i huset og ud af huset. Det er bedst at teste, når ingen bruger forbindelsen.