Er det de store fusioner som redder Maersk Line?

NYHEDSANALYSE

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Egentlig er det ret simpelt. Når priserne er for lave, forsvinder de mindst effektive virksomheder. De, der er tilbage, begynder at tjene penge, indtil nye aktører kommer ind og presser priserne ned igen.

Men der er et sted, hvor kapitalismens logik ikke passer. Containerindustrien har længe opført sig mærkeligt og ikke som de fleste andre markeder, hvor virksomheder konkurrerer. Og problemet med at tjene penge skal ikke forklares med, at der ikke længere er brug for den service, som rederier leverer, for containerindustrien står for hovedparten af den transport, som driver verdenshandlen.

Containerindustrien har længe være plaget af for mange lykkeriddere, som kan huske dengang, at priserne var høje. Det er de, som igen og igen tager chancen ved det mindste tegn på et bedre marked. Og så er der ejerne. Mange rederier er ejet er velhavere, som kan udholde svære markeder i lang tid. De rige ejere og lykkeridderne kan være de samme, og det er ikke altid, at de opfører sig økonomiske rationalt, og de kan være villige til at presse priserne for at få en del af markedet.

Og selv de gange, hvor nogen bukker under, ændrer ikke det store. Når et rederi lukker, tager en bank typisk over, og herfra bliver skibene hurtigt sendt tilbage i markedet. Derfor begrænser en konkurs i containermarkedet ikke udbuddet, som i andre markeder. Bukker f.eks. en skoproducent under, bliver udbuddet mindre, når den konkursramte virksomhed stopper med at producere flere sko.

Så hvad skal der ske på containermarkedet? De seneste ugers udvikling kan måske være lidt af den løsning, som industrien har ledt efter. Måske kan de fire store aktører, der nu bliver skabt, udvikle et marked, hvor der er en service, som de små rederier ikke kan tilbyde i samme grad. Håbet må være at udvikle en anden bane at spille på – en bane som de små vil have sværere ved at konkurrere på.

F.eks. drømmer Maersk Line, at fusionerne vil øge digitalisering i industrien. Måske kan det lykkes de store rederier at gøre det ligeså nemt at bestille plads på et containerskib, som der er få en plads på et passagerfly. Det vil gøre det nemmere for kunderne, men kræver mere avancerede systemer, og jo mere af det, jo bedre for de store. Fusionerne kan være startskuddet til, at de store endelige for alvor kan begynde at udnytte, at de er store.

Men endnu er der lang vej. Indtil videre ændrer sammenlægningerne ikke på antallet af skibe og på den mængde fragt, som skal transporteres. Maersk Line og konkurrenterne kommer noget tid endnu til at kigge ind et hårdt marked, hvor der skal kæmpes ekstra hårdt for at skabe indtjening.