Er demokrati i Nykredit kun for eliten?

Det er langt fra den brede kundekreds, der styrer det "kundestyrede" realkreditselskab, Nykredit. Kundernes repræsentantskab består stort set udelukkende af medlemmer af "eliten".

Foto: Torben Christensen.
Læs mere
Fold sammen

I januar er der valg til det kundeejede Nykredits repræsentantskab. Men hvis Nykredit skal leve op til sine egne pralerier om at være foreningsstyret og kundestyret gennem mere end 160 år, så er det nok på tide at lette adgangen til repræsentantskabet for almindelige kunder.

Jyllands-Posten konstaterer i dagens avis, at almindelige boligejere glimrer ved deres fravær i Nykredits repræsentantskab, der til gengæld er overrepræsenteret af folk fra samfundets højere luftlag.

Avisens gennemgang viser, at der blandt repræsentantskabets 99 medlemmer er 64 direktører, ni advokater, seks gårdejere og en stribe professorer, ledere, specialister og ingeniører. Og 98 af repræsentanterne er udpeget af bestyrelsen.

»Når man, som selskabet ofte gør, bryster sig af et kundedemokrati, bør repræsentantskabet også afspejle kundemassen i et vist omfang, og det er bestemt ikke tilfældet her,« siger Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk til Jyllands-Posten.

Næstformand i Foreningen Nykredit og medlem af Nykredits bestyrelse, Nina Smith, erkender, at der er et elitært præg over repræsentantskabet.

»Der er lidt for mange mænd i 50erne med slips og lange uddannsler. Det ved vi godt, og vi vil gerne have mere diversitet i form af mere erhvervsmæssig bredde, flere kvinder og yngre kandidater,« siger hun.