Er danskerne jubeloptimister?

I byen Gordion i Lilleasien fandtes der ifølge et gammelt sagn en vogn, hvortil der var bundet en vognstang med en meget kompliceret knude. Man sagde, at den, der løste knuden op, ville blive Asiens hersker.

Læs mere
Fold sammen

Mange prøvede, men ingen lykkedes med det, før Alexander den Store på sit felttog gennem Asien i år 334 f.Kr. indtog byen. Han fandt en simpel, men effektiv løsning: Han huggede den gordiske knude over med sit sværd.

Helt så nemt går det nok næppe at få løst den gordiske vækst-knude, som ikke bare Danmark, men det meste af Europa har befundet sig i gennem flere år, men hvis man nærstuderer analysehuset Nielsens seneste forbrugertillids-analyse, er der noget, der tyder på, at det går den rigtige vej, skriver Markedsføring.dk.

Forbrugertillidsindekset er fx kravlet seks point yderligere op siden første kvartal, og er dermed nået op på indeks 112: Et niveau vi skal helt tilbage til efteråret 2008 for at finde.

Og ifølge Rasmus Sarauw-Nielsen, der er Senior Client Executive hos Nielsen, er der positive træk at finde på flere centrale parametre i den nye analyse.

»Danskernes syn på jobsikkerheden ligger ganske vist på niveau med målingen i sidste kvartal, men set over de seneste to år er forbedringen markant. Kun halvt så mange danskere føler sig usikre på jobsituationen, som for to år siden. Dertil kommer, at 70 procent nu ser positivt på deres personlige økonomi for det næste år. Det er en stigning på 5 point i forhold til sidste kvartal. Ikke mindst det sidste trækker indekstallet opad,« siger han.

Sammenlignet med resten af Europa ligger Danmark også i top, når det gælder forbrugertillid.

Og så er jeg jo nødt til at spørge, om vi ligefrem er jubeloptimister?

»Jubeloptimister er måske så stærkt et ord, optimister er vi i hvert fald. Men det har vi jo i bund og grund også flere gode grunde til at være: Beskæftigelsen fortsætter op, og det har den faktisk gjort siden foråret 2013, renten er fortsat lav, bl.a. fordi Danmark står uden for euroen, og den lave rente gavner boligejerne. Det giver stigende boligpriser og deraf igen afledt øget optimisme blandt forbrugerne,« siger Rasmus Sarauw-Nielsen til Markedsføring.dk.

I tilgift satte det danske bilsalg noget så usædvanligt som en rekord hen over sommeren. Og på dagligvarefronten tillader vi os også mere, viser tallene, men der er desværre et men, lyder det fra Rasmus Sarauw-Nielsen:

»Vi ser ikke den vækst i BNP, efterspørgsel og forbrug, som man kunne håbe og forvente. Ud over altså det føromtalte bilsalg.«

Så det er fortsat et måske?

»Ja, det er det. Der er mange positive indikatorer, ikke bare i Danmark, men også i Europa, der trækker i den rigtige retning, men det er altså lidt hønen eller ægget: Væksten kommer først, når forbrugerne begynder at købe. Og forbrugerne begynder først at købe, når væksten kommer.«

Læs hele historien i det nye nummer af Markedsføring, der udkommer i denne uge.