Er Apple uden Steve Jobs stadig Apple?

Steve Jobs har fået en levertransplantation og vender snart tilbage til et deltidschefjob hos Apple. Men det betyder ikke noget, om han er der eller ej, summer finanssalonerne i USA, for Apple kan klare sig uden ham. Måske – men så er det ikke længere Apple.

Steve Jobs, som de mange fans kender ham bedst – i centrum for en stor konference i Apples hovedkvarter, hvor han har banebrydende nyheder på hjerte hvert år. Men vil det være det samme uden ham, spørger analytikere og aktionærer, efter at Jobs er blevet alvorligt syg og har fået en levertransplantation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tony Avelar
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Steve Jobs dukkede ikke op ved den store Apple-konference tidligere på måneden, men det gjorde ikke noget, skrev en softwareblogger i et juhu-indlæg. Deltagerne i konferencen var slet ikke interesserede i, hvem der præsenterede produkterne. Produkterne var nyheden i sig selv, skrev han.

En børskommentator i Business Week var enig. »Apple uden Jobs er lige så dynamisk og fantasifuldt som før, og selskabet er ikke længere blot The Steve Jobs Show,« skrev den indflydelsesrige Gene Marcial.

33 ud af 41 analytikere opfordrede investorer til at købe aktier i Apple, anførte han, og analytikeren Shaw Wu konstaterede, at stafetten tydeligvis var gået videre til næste generation af ledere hos Apple.

Hmm...

Hvis Apple ikke længere er »The Steve Jobs show«, og hvis stafetten vitterligt er gået videre, og hvis produkterne – og ikke Jobs – er nyhedsbuzz nok i sig selv, så er det endnu ikke dæmret helt i Appleland.

For hvis man foretager en rejse ind på de websites, hvor Apple-fans endevender begivenhederne, vil man hurtigt støde på et fedt lighedstegn mellem Jobs og Apple.

Hvor fedt?

Tag webstedet »Cult of Mac«, hvor man bl.a. kan lære at spore Steve Jobs’ privatfly, og hvor en skribent fortæller, hvor privatflyet på det seneste har været. 23. marts fløj flyet til Memphis, og det var – mener en række fans – tid og sted for den levertransplantation, som Jobs fik foretaget. Et andet sted diskuterer fans det palæ, som Jobs angiveligt har købt sig i Memphis for at kunne være i nærheden af leverhospitalet. Fem værelser, seks badeværelser, billeder fra luften, seneste offentlige vurdering og oplysninger om den mystiske selskabskonstruktion bag købet er en del af diskussionen.

Kunne man forestille sig en sådan diskussion om andre virksomhedsledere? Kunne man forestille sig sådan en ophidelse omkring cheferne for General Electric, Toyota, Wal-Mart eller Hewlett-Packerd – også selv om de nævnte selskaber hver for sig er meget større end Apple?

Selvfølgelig ikke. Steve Jobs er unik, og Steve Jobs’ betydning for Apple er – ikke mindst psykologisk – unik.

Som professor Douglas Rushkoff jamrede – halvt i spøg – da nyheden om Jobs’ levertransplantation blev udsendt sidste weekend:

»God bedring, Steve, men hvad med mig? Ja, ja, det er ikke nogen skovtur at blive opereret for kræft, men hvad betyder risikoen for, at du vil udstøde din nye lever for mine Apple-aktier? Eller min samling af iTunes-sange? Er det på tide, at jeg konverterer det hele til MP3? Jeg har lige fået en smart iPhone, og hvis du tjekker ud, førend min mobiltelefonkontrakt er udløbet – hvad så? Jeg har forpligtet mig? Hvad med dig...?«

Rushkoff undskylder, at han på den måde spøger med Jobs’ alvorlige helbredssituation, men denne mig-besættelse hos fans er karakteristisk for debatten om Jobs, siger han.

I debatten hos magasinet Fortune klager en læser således over, at Jobs er syg – »han sagde bare, at han skulle have en pause. Sikke noget forbistret vrøvl« – og hos Bloomberg diskuterer læserne kun aktiekurs og aktiekurs, men det er den »selvcentrerede og barnlige« holdning, som Apple selv har fremelsket, siger Rushkoff, for det er indbegrebet af Apples produkter og Apples markedsføring. Det var, hvad Jobs’ messianske fremtoning på Apple-nyhedskonferencerne handlede om. Det var, hvad han udstrålede, når han stod på scenen som manden – profeten – der gav masserne, hvad de ikke engang vidste, at de måtte have. Det handlede om ham, og det handlede om mig.

Derfor kan man ikke bare – som nogle skribenter gør – affærdige Jobs og hans sygdom og sige, at uanset hvad så vil Apple fortsætte som Apple. Queen fortsætter uden Freddie Mercury, men det er ikke Queen, og Apple kan sikkert fortsætte uden Jobs, men det er ikke Apple. Queen uden Mercury og Apple uden Jobs kan være kvaliteter i sig selv, uden de behøver nødvendigvis være dårligere end med, men det er ikke det samme.

Og det er en pointe, som synes at være gået tabt i al diskussionen om Steve Jobs og hans transplantation, og en anden pointe er, at, nå ja, manden faktisk stadig er levende.

Hele diskussionen om hans helbred – og forsøgene på at gøre ham mere død end levende – begyndte i 2004, hvor Jobs lakonisk oplyste, at han havde fået konstateret kræft i bugspytkirtlen. Det er normalt en form for kræft, som kun kender én vej, men Jobs sagde, at hans kræft var af en mindre aggressiv art, og efter at have fået fjernet svulsten behøvede han hverken kemoterapi eller stråling. Ved den årlige Apple-nyhedskonference i 2006 noterede en række medier, at Jobs forekom temmelig ikke-Jobs, rygterne tog til, og i januar i år sagde han først, at han led af »en hormonel ubalance«, og en uge senere erkendte han så, at hans helbredsproblemer var »mere komplicerede«, og at han tog seks måneders orlov.

I lørdags afslørede Wall Street Journal, at Jobs i løbet af foråret havde fået foretaget en levertransplantation på et hospital i Tennessee, og siden har eksperter konkluderet, at det kun kan skyldes, at hans kræft havde bredt sig til leveren, og når kræften har bredt sig til leveren – og på trods af en transplantation – så er »prognosen ... ikke længere så god,« som professor Richard Goldberg siger til New York Times.

Det er en hjerteknuser for ethvert menneske, og i tilfældet Steve Jobs er det også en hjerteknuser for den virksomhed, som han stiftede, og som han har ledt fra succes til succes.

For som designkritikeren John Edson har konstateret i Fast Company – »hemmeligheden bag Apples succes ligger i personen Steve Jobs« og i hans helt enestående rolle som »administrerende chef-designer. Jobs arbejdede side om side med designerne og konstruerede de nye produkter, og han var så heldig, at folk elskede hans smag – det mærke, som han skabte, de produkter, han producerede, og det software, som han designede«.

Det er også forklaringen på, at andre virksomhedsledere ikke kan efterligne Apple. De forsøger, de forsøger i den grad, men de kan ikke, for de er ikke Steve Jobs, siger Edson.

Netop derfor er det også en form for selvbedrag at hævde, at Apple uden Jobs er lige så fuld af fantasi, dynamik og innovation som Apple med Jobs, og det er en kende risikabelt, når aktieanalytikerne uden videre går ud fra, at Apple vil fortsætte med at være Apple à la Jobs, og derfor opfordrer de i overvældende grad investorerne til at købe.

Hvis Steve Jobs’ transplantation var en succes, og hvis han kan vende tilbage til sin gamle rolle, så har de ret. Så er Apple stadig Apple.

Hvis ikke er det en anden historie, og hvis Steve Jobs f.eks. er nødt til at gå på pension, så er Apple pludselig Queen med Paul Rodgers som forsanger.

Og som enhver kan både høre og se – det er ikke det samme.