Enhedslisten »bekymret« over ny finansiel vagthund

Den nytiltrådte direktør for Finanstilsynet møder kritik fra Enhedslisten efter interview.

Foto: Simon Læssøe. Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted.
Læs mere
Fold sammen

Husk nu, at du er samfundets og ikke bankernes mand.

Sådan lyder opfordringen til den nytiltrådte direktør for Finanstilsynet, Jesper Berg, fra Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted.

Reaktionen kommer efter, at Jesper Berg i onsdagens udgave af Berlingske advarer om, at for skrap regulering af bankerne risikerer at hæmme væksten i Danmark.

»Jeg bliver bekymret for, at vi har fået en direktør for Finanstilsynet, som ser det som sit primære mål at slække reguleringen af finanssektoren. Bekymringen skyldes også, at han kommer fra en toppost i finanssektoren. Han skal være meget bevidst om, at på hans post er det brede samfundsmæssige hensyn det vigtigste og ikke finanssektorens ønsker,« siger Pelle Dragsted.

Han henviser til, at Jesper Berg efter en lang karriere i Nationalbanken med afstikkere til den internationale valutafond, IMF, og den europæiske centralbank, ECB, de seneste fem år har været direktør i Nykredit.

Jesper Berg har i flere år blandet sig meget aktivt i debatten om finanssektoren i Danmark. Blandt andet med bogen Finansernes Fald om finanskrisen. De sidste fem år som direktør i Nykredit har han flere gange argumenteret for, at bankerne er blevet ramt af en »tsunami« af regulering.

»Jeg ville måske udtrykke mig mindre farverigt i dag, hvor jeg er blevet direktør for Finanstilsynet. Men vi har indført rigtigt meget regulering, og kompleksiteten er steget voldsomt. Jeg er heller ikke i tvivl om, at vi vil opdage, at der er ting, som vi har indført, som har nogle uhensigtsmæssige effekter,« siger Jesper Berg blandt andet i dagens interview med Berlingske.

Han peger også på, at den sløve økonomiske vækst i Danmark vil påvirke, hvor skrappe regler bankerne skal efterleve fremover.

»Nu reguleringen i store træk er på plads, vil hensyn til væksten spille en større rolle,« siger Jesper Berg.

Pelle Dragsted er enig i et stykke af vejen.

»Han har en pointe i, at øget regulering kan påvirke væksten i samfundet. Men jeg mener, at her må man vægte risikoen for en finansiel krise højere. Finanskrisen betød jo et markant fald i velstand og vækst,« siger Pelle Dragsted, der dog ikke kun har knubbede ord med til den nye tilsynsdirektør.

»Hvis man skal rose ham for en ting er det, at han slår fast, at omfanget af regulering ikke kommer til at blive mindre. Vi kan godt ændre reguleringen, men vi skal ikke åbne op overfor mere risikobetonet adfærd i finanssektoren. Samtidig synes jeg, at det er flot, at han peger på, at aktiemarkedets forventninger til finanssektorens afkast er overdrevne,« siger Pelle Dragsted.

Finanskrisens efterdønninger har i flere år præget debatten om bankerne, der er blevet pålagt skrappe krav fra både danske og internationale myndigheder for at undgå en ny finanskrise. Bankernes lobbyister har i årevis advaret mod, at for skrap regulering vil kvæle væksten.

»Noget kan tyde på, at pendulet er ved at svinge den anden vej. Der er meget stærke lobbykræfter bag en mere lempelig regulering af bankerne. Det håber jeg ikke, at den nye direktør for Finanstilsynet kommer til at stå for,« siger Pelle Dragsted.

Jesper Berg havde udover Berlingske inviteret en række medier til interview tirsdag.

Finans.dk konstaterer, at »Banker får kærkommen håndsrækning fra deres nye værste fjende«, mens Dagbladet Børsen hæfter sig ved, at Jesper Berg er bekymret over aktiemarkedets forventninger til afkastet fra bankerne.

Samme pointe har Finanswatch også udledt af interviewet med Jesper Berg.