Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I fremtiden er det slut med, at forbrugere skal betale ublu regninger for fjernvarme fra en række af E.ONs små kraftvarmeværker på Sjælland. Det erkender energigiganten efter at have fået drøje hug.
»Vi er ikke interesserede i at give forbrugerne varmepriser, der cykler op og ned. Energitilsynet har sagt, at en 50 procents stigning over et år er urimeligt. Derfor har vi søgt tilsynet om at fase højere priser ind over en årrække for at få dækning af bl.a. høje råvarepriser på gas. Vores prisstigninger kan fremover spredes ud over en periode på måske op til fem år,« siger business manager Henrik Rasmussen, der er chef for koncernens varmeforretning i Danmark.
Tilsynets opgave er med varmeforsyningsloven i hånden at gribe ind over for urimelige forbrugerpriser. Energitilsynet har grebet ind på baggrund klager fra omkring 80 forbrugere.
E.ON Danmark A/S’ over 60 små varmeværker, der har cirka 3.800 kunder, skal sænke de i nogle tilfælde dramatisk forhøjede forbrugerpriser for at producere og levere varme, sagde Energitilsynet i en opsigtsvækkende afgørelse i juni, som stort set ikke har fået mediebevågenhed til trods for, at der er tale om en meget principiel afgørelse.
Uden for kontrol
Business manager Henrik Rasmussen, erkender blankt, at E.ONs forbrugerpriser »er høje«.
I afgørelsen fastslår Energitilsynet, at det er urimeligt eller er ulovligt, bl.a. at E.ON på en række varmeværker har hævet priserne med op mod 59 pct. Det strider mod varmeforsyningsloven. E.ON kritiseres også for at fastsætte sine priser på en uigennemskuelig måde. Baggrunden for kritikken er, at E.ONs lokale varmeselskaber køber ydelser hos moderselskabet E.ON Danmark.
Men Energitilsynet har ikke kunnet kontrollere forbrugerpriserne i alle varmeselskaberne 2008 og 2009, der er anmeldt af E.ON til tilsynet. Årsagen er, at det er uklart, hvor meget det koster at producere varme på E.ONs enkelte kraftvarmeværker. Siden 2000 har det tyske energiselskab opkøbt en række fjernvarmeværker i Danmark, bl.a. fra NESA, der nu er opslugt af DONG, og fra flere små andelsselskaber.
Forbrugere har i visse områder set deres varmeregning stige drastisk, fordi EON har bl.a. har hævet de faste afgifter gevaldigt. Men energiselskaber må ikke indregne mere end nødvendige omkostninger i priserne, siger tilsynet.
»Hvis man som virksomhed (E.ON, red.) vælger at gennemføre en prisstigning over f.eks. tre år, der har store konskevenser for de enkelte forbrugere, kan det være urimeligt. E.ON bør kigge på, om prisforhøjelserne kan strækkes over en længere periode. Der må samtidig kigges på, hvor lang en sådan periode skal være. Men betalingerne skal i de konkrete tilfælde både være rimelige for forbrugerne og samtidig dække energiselskabets omkostninger,« siger kontorchef Kamma Jonassen fra Energicenter Varme i Energitilsynet.
E.ON Danmark er presset. Selskabet står med en betydelig tocifret milliongæld i sine varmeværker, som det ville have ud af verden på et par år ved at lade forbrugerne betale stærkt forhøjede varmepriser. Men det sætter Energitilsynet nu en stopper for med sin udmelding.
»Vi er i dialog med tilsynet om at finde en model for priser og prissammensætning for samtlige E.ON-varmeværker. Det her skal være acceptabelt for alle parter. Sagen har lært E.ON at høre på kunderne og på Energitilsynet. Men vi forhandler fortsat med tilsynet,« siger chefen for E.ONs varmeforretning, Henrik Rasmussen.
Lovændring påkrævet
Det er første gang, at Energitilsynet må melde pas og konstatere, at embedsmændene ikke kan komme til bunds i en sag. Nødvendige oplysninger omkring de voldsomme prisforhøjelser ligger i E.ON-selskaber, som tilsynet ikke har beføjelser til at kræve oplysninger fra. Det er en svækkelse af Energitilsynets beføjelser, mener tilsynet.
Hvis forhandlingerne mellem E.ON og Energitilsynet viser, at der er huller i varmeforsyningsloven, er Klima- og energiminister Connie Hedegaard parat til at gribe ind og gå i Folketinget for at lave reglerne om.
»Hvis det er nødvendigt med en lovændring, er jeg parat til det. Energitilsynet skal have optimale redskaber til at sikre forbrugerne rimelige priser. De varmeforbrugere, der har betalt for meget, kan nu se frem til at få penge tilbage,« understreger Connie Hedegaard.