Energiplan koster samfundet fem milliarder

Regeringens mål om at hæve andelen af vedvarende energi til 30 pct. i 2025 vil koste fem milliarder kroner årligt.

Det oplyser transport og energiminister Flemming Hansen (K) til Børsen, efter at regeringen i sidste uge fremlagde en plan for, hvordan dansk energipolitik skal se ud frem til 2025.

Ifølge planen skal den samlede andel af det danske energiforbrug i 2025 fordobles til mindst 30 pct. fra de nuværende 15 procent.

»Hvis vi skal op på 30 pct. vedvarende energi, så vil det koste samfundet som helhed 5 mia. kr. om året. Så det er ikke en gratis omgang, men det er noget, der sikrer vores fremtid og vil indirekte gavne dansk erhvervsliv. De beregninger lægger vi frem i forhandlingerne med de øvrige partier,« siger energiministeren.

Kilde: Børsen