Energihandlere mangedobler gevinsten midt i energikrisen. Her er de helt store vindere

De første regnskaber, som viser en del af energiselskabernes resultater fra sidste år, er nu blevet offentliggjort, og de tegner et billede af en energisektor, der har tjent styrtende på energikrisen.

Investeringer i energi har været en guldrandet forretning for energiselskaberne. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

En gennemgang af energiselskabernes hidtil offentliggjorte regnskaber viser mangedoblede overskud som følge af energiprisernes himmelflugt efter Ruslands invasion af Ukraine.

En økonomiprofessor advarer mod at »winner bashe«, selvom han mener, at de markante overskud kan tyde på fejl i energimarkedet.

Det skriver erhvervsmediet Finans.

Eksempelvis har den mindre aarhusianske energihandler Powermart med 21 ansatte på bare et år tidoblet sit overskud til 457,3 millioner kroner efter skat.

Og den få år gamle elhandler Yggdrasil Commodities med 16 medarbejdere har firedoblet sit hidtidige rekordresultat til 109,5 millioner kroner, mens tomandsvirksomheden Nova Energy Trading fordoblede sit overskud til 24,5 millioner kroner.

Philipp Schröder, økonomiprofessor og centerleder for selskaber og industridynamikker ved Aarhus Universitet, understreger over for Finans, at det jo ikke er forbudt at tjene penge, og at man ikke skal straffes for at være dygtig.

Han sammenligner energiselskabernes mangedoblede overskud med en pludselig aktiegevinst.

»Hvis man nu spekulerede i aktier og superheldigt ramte jackpot på IBM-aktier, man købte i 1972, skal de så brandbeskattes? Det bliver hurtigt et nationaløkonomisk filosofisk spørgsmål om, hvornår det er legitimt at tjene penge,« siger han til Finans.

Flere af de helt store energiselskaber fremlægger først senere i år årsregnskab for 2022, hvor det altså bliver muligt at få et samlet overblik over, hvor mange penge de har tjent.