Endomondo solgt til USA

Stort, amerikansk selskab køber den danske løbeapplikation Endomondo. Handelen bliver angiveligt offentliggjort sent onsdag aften.

Endomondo er en af de mest succesrige, danske mobilapplikationer. Et opkøb har længe cirkuleret som rygte. Fold sammen
Læs mere

Den succesrige danske løbeapplikation, Endomondo, er blevet solgt til et stort, amerikansk selskab.

Ifølge finans.dk bliver handelen offentliggjort onsdag aften efter klokken 22. Det er, ifølge Børsen, den børsnoterede, amerikanske sportstøjsproducent Under Armour, der bliver den nye ejer, som lægger et stort, trecifret millionbeløb for selskabet.

Endomondo har dog gennem længere tid været rygtet til salg.

Endomondo, der er grundlagt i 2007, bruges nemlig i dag af omkring 25 millioner mennesker. Mobilapplikationen holder styr på deres løbe- og cykelture og noterer tidspunkter, afstande og kalorieforbruget undervejs. Hver måned kommer der omkring 30.000 nye brugere til.

I 2013 havde Endomondo en indtjening på 1,3 millioner kroner. I dag er der 25 ansatte.

Tilkomsten af de mange nye smarture har sat ekstra skub i fitness- og velværebølgen, som Endomondo er en del af.  Bølgen bliver ikke mindre, når Apple til april kommer med sit Apple Watch.

IT-iværksætteren Preben Damgaard har indtil for nylig været bestyrelsesformand for Endomondo, som er stiftet af Christian Birk, Jakob Nordenhof Jønck og Mette Lykke.