Endnu et stort byggefirma konkurs

Halvanden måned efter kollapset i Pihl & Søn må entreprenør med halv milliard i omsætning opgive ævred.

Endnu et stort, dansk byggefirma er bukket under. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I slutningen af august indgav et af landets største byggefirmaer, E. Pihl & Søn, konkursbegæring, og nu sker det samme for entreprenøren Myhlenberg med en omsætning på cirka en halv milliard kroner.

»Vi har været på markedet for totalentrepriser, som under krisen har oplevet et meget stort pres på priserne. Projekteringen foregår samtidig med, at der bygges, så der sker løbende ændringer i projekter og specifikationer, men byggeriet bliver aftalt til fast pris og afleveringstid. Vi har lidt tab på to store entrepriser, hvor tingene blev mere komplicerede end forventet,« siger direktør Henrik Vangsted til Berlingske Business.
 


 Desuden har virksomheden tabt penge på konkursen i udviklingsfirmaet Sjælsø Gruppen. Blandt Myhlenbergs opgaver for Sjælsø var et stort kontorhus i Lyngby - projektet er efterfølgende blevet overtaget af PFA Pension som omtalt af Berlingske Business.



Myhlenberg-koncernen har rødder tilbage i 1969, da Søren Vangsted - Henrik Vangsteds farbror - købte Myhlenberg Teglværk i udkanten af hjembyen Arden i Nordjylland. I dag omfatter koncernen adskillige virksomheder, som har hentet det meste af sin omsætning øst for Storebælt.



Formelt er virksomhederne Myhlenberg Totalentreprise og Myhlenberg Byggefirma taget under konkursbehandling, mens Søren Vangsted Vest er under rekonstruktion, tidligere kendt som betalingsstandsning. Alle 94 ansatte i koncernen er blevet opsagt.

Et nyt firma - Myhlenberg Byg ApS - er oprettet, og ifølge Henrik Vangsted forventes det i løbet af denne uge klarlagt, i hvilket omfang firmaet kan overtage opgaver fra konkursboerne.

Blandt de største af Myhlenbergs cirka ti igangværende projekter er et stort byggeri på Strandlodsvej på Østamager med Sophienberg som udvikler.