Endnu et millionkrav truer TV 2

Det kan koste den økonomisk pressede TV-station dyrt, at Østre Landsret har givet Viasat medhold i, at TV 2s rabatordninger til annoncørerne er i strid med konkurrenceloven.

Mens adm. dir. Merete Eldrup kæmper for at få styr på økonomien, varmer konkurrenterne op til erstatningssager, der kan koste TV-stationen store millionbeløb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

TV 2 giver ulovlige rabatter til sine annoncører, og det kan nu få alvorlige konsekvenser for den pressede TV-station.

Mens TV 2-ledelsen kæmper for at få styr på økonomien, varmer konkurrenterne op til erstatningssager, der kan koste TV-stationen store millionbeløb.

TV 2 har i årevis givet ekstra rabat til annoncører, der indgår en årsaftale om at annoncere på TV 2. En rabatprocent, der bliver større og større jo flere reklamekroner virksomheden vælger at afsætte til TV 2s sendeflade. Det er i strid med konkurrenceloven, fastslog Østre Landsret mandag i en sag anlagt af TV 2s konkurrent, Viasat.

Retten underkender dermed Konkurrencenævnets afgørelse fra 2006 og giver Konkurrencerådet ret i en endnu tidligere afgørelse.

Parterne, der i denne forbindelse er Viasat og konkurrencemyndighederne med støtte fra TV 2, har nu otte uger til at anke. Sker det ikke, vil det formentlig betyde to ting: En millionregning til TV 2 for i årevis at have misbrugt sin dominerende stilling på markedet og et krav om, at TV 2 ændrer på sine rabatordninger fremadrettet.

TV 2 afventer
Da Østre Landsret for kort tid siden gav Søndagsavisen medhold i, at Post Danamark har misbrugt sin dominerende position på markedet for adresseløse forsendelser, kostede det en erstatning på 97 mio. kroner.

»Nu skal vi lige kigge på sagen. Det er jo en sag, der har kørt i årevis. Hvis det her ender som den endelige dom, er der selvfølgelig en risiko for, at der kommer nogle erstatningssager. Men det er umuligt at sige, hvad det vil ende med,« siger TV 2s, adm. direktør, Merete Eldrup. Hun afviser dog at ændre praksis på reklameområdet, før det bliver pålagt af myndighederne.

»Vi fortsætter med at gøre det på den måde, indtil myndighederne pålægger os noget andet. Vi er i et marked, hvor vores konkurrenter i høj grad lever af brugerbetaling, mens vores hovedkanal udelukkende er reklamefinansieret. På grund af vores dominerende position er vores muligheder for at agere i forvejen hæmmet på en række punkter,« siger Merete Eldrup. Hun oplyser, at TV 2 ikke har hensat penge til erstatning i denne sag.

Hos Viasat/MTG, der har anlagt sagen, ønsker man ikke at kommentere den, før man har haft tid til at sætte sig ind i dommen.

TV 2 måtte for nylig slippe et stort millionbeløb efter et forlig i en sag mod Koda og Gramex, der fik medhold af Ophavsretslicensnævnet i, at TV 2 har betalt for lidt for den musik, der er blevet spillet på TV-stationens kanaler. De havde tilsammen krævet knap 96 millioner kroner. Forligets størrelse er ikke blevet offentliggjort.