Endnu en Mærsk-containerrival rygtes på vej med rekordstore skibe

Foto: SAM PANTHAKY

Det bliver måske ikke kun CMA CGM, der snart kan føje rekordstore containerskibe til ordrebogen. Også MSC, der er containerbranchens næststørste rederi og partner med Maersk Line, rygtes nu på vej med en ordre.

Ifølge shippingavisen Tradewinds vil MSC i nærmeste fremtid bestille i alt 11 skibe med en kapacitet på 22.000 tyvefodscontainere hver fra skibsværfterne Samsung og Daewoo i Sydkorea.

Det kommer, efter at franske CMA CGM, der er branchens tredjestørste, tidligere på ugen blev meldt stort set klar til at bestille ni skibe af samme størrelse hos to kinesiske skibsværfter.

Skibene bliver formentlig verdens største, når de søsættes, og overhaler dermed den hidtidige rekordholder, OOCL Hong Kong, der blev færdigbygget i år med en kapacitet på 21.413 teu.

Til sammenligning er Maersk Lines største skibe den nye Triple E-serie, hvor hvert skib kan flytte omtrent 20.568 teu. Øverste chef hos Mærsk-gruppen, Søren Skou, afviste i sidste uge, at det lyseblå rederi skulle være på vej med nye bestillinger.

- Det har vi ikke planer om. Vi bestilte 27 skibe i 2015, og dem er vi begyndt med at tage levering af i år, hvor vi har fået tre-fire stykker på nuværende tidspunkt. Vi er meget tilfredse med vores ordrebog, sagde Søren Skou til Ritzau Finans efter Mærsks halvårsregnskab.

/ritzau/FINANS