Endnu en bøde på vej til Carnegie

Først fik det svenske finanshus Carnegie den maksimale bøde på 50 mio. skr. af det svenske finanstilsyn. Men nu er endnu en bøde på vej til det skandaleramte selskab.

Carnegie er af tilsynet blevet stærkt kritiseret på grund af alvorlige brister i ledelsen og kontrollen af selskabets forretning. Det skriver Reuters finans.

Det er børsen i Stockholm, der tirsdag meddelte, at den på grund af egne interne undersøgelser har fundet Carnegie skyldig i alvorlige overtrædelser i relation til selskabets handelsaktiviteter, og at den derfor vil idømme Carnegie en bødestraf.

Det bliver nu op til børsens egen disciplinære komité at afgøre, hvor stor en bødestørrelse, der bliver tale om.

- Børsen finder Carnegies overtrædelser meget alvorlige og forlanger, at den disciplinære komité beslutter sig for væsentlige bøder til såvel bank som selskab, hedder det i en udtalelse fra børsen i Stockholm.

RB-Børsen