En omtumlet historie

Riffelsyndikatet, i dag DISA, blev angrebet af modstandsbevægelsen og spillede en central rolle, da Mærsk solgte aktierne i Berlingske.

Ken Arentoft. Administrerende direktør for DISA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Sæderup

DISA – det tidligere Riffelsyndikatet – har haft en omtumlet historie. Virksomheden, der i dag er en del af koncernen Norican, har været mål for både besættelsestidens største sabotageaktion og spillet en central rolle, da A.P. Møller - Mærsk solgte sine aktier i Berlingske.

DISA blev stiftet i 1900 som Dansk Rekylriffel Syndikat og fik hurtigt succes med det såkaldte Madsen-maskingevær, der blev en stor dansk eksportsucces. A.P. Møller - Mærsk købte sig ind i virksomheden i 1930 og øgede årene efter sin ejerandel til over 30 pct. og blev den største aktionær.

Under besættelsen begyndte virksomheden at producere våben til tyskerne, og i maj 1943 blev den første gang udsat for en sabotageaktion af modstandsbevægelsen. Men det var først i juni 1944, at det lykkedes at ødelægge fabrikken så grundigt, at den først for alvor kom i gang med produktionen igen efter krigen. I en af besættelsestidens mest kendte sabotageaktioner anvendte den kommunistiske modstandsgruppe BOPA næsten 400 kilo sprængstof – den største mængde i en enkelt aktion under krigen.

Begivenhederne under Anden Verdenskrig skulle igen mange år efter igen trække virksomheden ind i offentlighedens lys. I november 1999 bragte Berlingske en række artikler om Riffelsyndikatets våbensalg til tyskerne under krisen. Det fremgik, at virksomheden fortsatte med at sælge våben til den tyske besættelsesmagt, efter at den danske regering i august 1943 opgav samarbejdspolitiken med tyskerne.

I retsopgøret efter krigen – kunne journalisterne afsløre – blev Riffelsyndikatet i hemmelighed dømt for værnemageri og skulle betale 90. mio. nutidskroner tilbage for fortjenesten på handlen med tyskerne. Selskabet slap for yderligere straf, selv om en dansk myndighedsrapport samtidig omtalte Riffelsyndikatets handlinger som lands­forræderi.

Artiklerne er siden blevet udlagt som årsagen til, at A.P. Møller - Mærsk kort tid efter solgte sine aktier i Berlingske.

A.P. Møller - Mærsk forsatte som aktionær i DISA, som Danmark største virksomhed i 1959 havde overtaget majoriteten af. I 1962 blev våbenproduktionen indstillet, og i 1965 fik virksomheden sit nuværende navn. Nu blev produktionen fokuseret på blandt andet støberier, kølebånd og udstyr til støberier.

Efter årtusindskiftet ønskede A.P. Møller-Mærsk at fokusere på kerneaktivteterne i gruppen. DISA faldt uden for den gruppe og i 2005 blev virksomheden solgt til kapitalfonden Procuritas, der siden solgte den videre til en anden fond, Mid Europa Partners.

Læs, hvordan de gamle DISA-arealer i Herlev bliver omdannet til butikscenter