En mand drevet af resultater

Frederik Heegaard er medejer af Nørrebro Bryghus, som netop er blevet relanceret. Trods et langt forretningsliv er pengene ikke drivkraften.

Frederik Heegaard har, siden han var seks år gammel, været drevet af, at han skulle tjene sine egne penge, hvis han ville have nogle at bruge af. Som seksårig arbejdede han som bydreng på det lokale ismejeri. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han er kendt som medejer af Nørrebro Bryghus. Bryghuset, der over flere gange har kæmpet for at holde sig oven vande, og nu forsøger ejerne igen med en relancering.

Andre kender måske Frederik Heegard fra hans tid som stifter af ferieudlejningsfirmaet Novasol.

Novasol går nemlig langt tilbage. Helt tilbage til 1968, hvor han læste på Københavns Universitet og manglede en bolig. En erhvervslejlighed var ledig, men han havde ikke et firma. Så mødte han en nordmand, som havde nogle venner med 10-12 hytter i Norge – en oplagt mulighed for at starte sit eget udlejningsfirma. Lidt meget for at få en lejlighed, men at arbejde for tingene har længe været essensen af Frederik Heegaard, og han satte sig ind i bilen og kørte nordpå.

Året efter begyndte han at leje hytter ud i Norge. To-tre år efter havde han otte ansatte, og da han i 2000 solgte virksomheden til kapitalfonden Polaris, havde han flere end 1.000 ansatte og skabt et af verdens største ferieudlejningsfirmaer. Som 55-årig valgte han at forlade direktørstolen. Han var for ung til at spille golf, for ung til at spille bridge om aftenen, men for gammel til at starte helt forfra.

Derfor fandt Frederik Hee­gaard ud af, at det var sjovt at gå sammen med yngre mennesker, der havde ideer, som han kunne hjælpe med.

Gennem en bekendt mødte han Anders Kissmeyer, som var brygmester. Han ville lave en mikrobryggeri-restaurant inspireret af USA. Ideen var god, Frederik Heegaard var på, i 2002 var de i gang, og i 2003 åbnede de Nørrebro Bryghus.

Ikke drevet af penge

»Succeskriterierne er resultaterne. Jeg sidder ikke i en situation, hvor jeg mangler smør på brødet. Vi kan ikke komme udenom, at pengene er en eller anden målfaktor for, at tingene lykkes, men når det er sagt, vil jeg gerne understrege meget kraftigt, at det ikke er det, der driver værket. Det er ikke det, der får mig til at stå op om morgenen,« siger Frederik Heegaard og tilføjer, at det i stedet er at sidde med en idé, indtil det lykkes, og som kan give folk glæde på den ene eller anden måde, der gør, at pengemotivet trænges længere og længere i baggrunden.

Uden for Danmarks grænser

Når tiden ikke går med projekter og bestyrelsesposter, sætter Frederik Heegaard sig ind i et fly og tager væk. Han er stadig nysgerrig og har med tiden besøgt 114 lande. Nogle samler på frimærker, Frederik Heegaard samler på lande, som han selv siger.

Tre til fire gange om året er han uden for Danmarks grænser – og gerne sammen med sin kone. Han var blandt andet i Mongoliet som en af de første europæere nogensinde i 1980.

Når det ikke går tværs over Atlanten, går det tit til hans feriehus i Provence i Frankrig.