En grum omgang for yngre boligejere

Nyhedsanalyse

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan blive en brændende varm politisk kartoffel at gøre op med danskernes lyst til de afdragsfrie lån. For på rigtig mange måder er afdragsfriheden af det gode. Ikke mindst for en socialdemokratisk regering med et vist solidarisk fokus. For trods ekspertadvarsler, røde kort fra Nationalbanken og nu også fra en kritisk artikel i »The Economist« er det god økonomisk snusfornuft at benytte sin afdragsfrihed til at komme af med dyrere gæld.

Nu er det langtfra alle danskere, som har brug for at låne i bankerne til at lægge de 20 pct. i udbetaling på en ny bolig. Men for den mindre velnærede yngre generation er det for mange nødvendigt at låne helt op til grænsen for at komme ind på markedet.

Det har bankerne tilladt op til krisen, hvad der har ramt de danskere, som købte med dårlig timing, rigtig hårdt. Det har været disse menneskers held, at de har kunnet få billige variabelt forrentede realkreditlån uden afdrag, som de fornuftige har kunnet bruge til at komme af med bankgælden. Den proces har om noget medvirket til at bringe trængte danskere ud af krisen.

Nu lysner det så på boligmarkedet. Især i københavnsområdet og i de større byer ser det også ud til at gå lidt bedre. Det er og bliver en afgørende drivkraft i at få gang i danskernes privatforbrug. Og således har afdragsfriheden været en afgørende motor til at trække trængte Danmark ud af den økonomiske sump.

Men der er også andre problemer forbundet med at pille ved afdragsfriheden. Det gælder navnlig i udkantsområder, hvor der fortsat ikke er bund under boligpriserne. Det betyder, at man her vil være særligt sårbar over for et politisk indgreb. Og det skorter allerede i dag ikke på grimme historier om vanskeligheder med at låne i realkreditten, hvis man bor på Lolland, Bornholm eller i Vestjylland.

Hertil kommer, at der med de nuværende afdragsfrie lån (op til 80 pct. af købsprisen) er en tiårig begrænsning på afdragsfriheden. Denne periode har givet været med til at holde en større gruppe af mennesker, der blev arbejdsløse under krisen, fra at gå fra hus og hjem. Men nu kommer en periode, hvor den ti-årige afdragsfrihed udløber for rigtigt mange. Det kan betyde både en to- eller tredobling af den månedlige ydelse på realkreditlånet. Håbet for mange er, at de kan få omlagt lånet til ny afdragsfrihed, men er man insolvent, er og bliver det en meget vanskelig situation med potentiel optagelse af ny og dyr gæld.

Afdragsfrihed er og bliver en fordel for de mange, men måske særligt for de trængte. Netop ideen med det danske realkreditsystem er, at det er solidarisk. Dvs. at alle kan låne til samme pris og på samme vilkår. Det tager vi i dag for givet.

Men det er langtfra sikkert, at det vil kunne fastholdes i fremtiden. For begrænser man afdragsfriheden i realkreditten uden at røre bankerne, kan bankerne få held til at komme ind på markedet med billige prioritetslån. Og herfra vil man næppe vælge en solidarisk tilgang, men i stedet naturligt nok prissætte efter kundens kreditværdighed og betalingsevne.

En sådan udvikling vil næppe være i regeringens interesse.