Godmorgen og velkommen til torsdag morgens hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Lars Seier med en stor fyringsrunde
Ny prognose fra Nordea om renten
Ny statsstøtte fra regeringen
Lars Løkkes møde med Arla-topchef
Men vi starter med en særlig bil i overhalingsbanen, der slår salgsrekorder i Danmark.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business.
Dagens hovedhistorie
Årets mest solgte bil slår rekord i Danmark
Vi har en ny vinder i Danmark. I hvert fald inden for danskernes foretrukne bil.
I 1986 slog Opel Kadett rekorderne, hvor 16.686 eksemplarer blev solgt på ét år. En rekord, de har siddet på siden da.
Men i denne uge bliver rekorden slået af en elektrisk bil, der ser ud til at slå rekorderne ret markant endda: Der er tale om Teslas »Model Y«, der allerede tirsdag bare var 10 bilsalg fra rekorden, skriver FDM.
Og med 100 registreringer om dagen og 11 dage tilbage af december, hvor der historisk set bliver solgt flere biler, kan Teslas model ende med at slå rekorden markant.
»At en elbil allerede i 2023 slår rekorden som den mest solgte på et år, er en markering af danskernes appetit på elbiler og den grønne omstilling,« siger FDMs forbrugerøkonom, Ilyas Dogru.
Også prisen kan have haft en afgørende rolle, da Tesla den 13. januar satte prisen markant ned på modellen, hvilket gjorde det til et slagtilbud i forhold til lignende modeller.
Det skriver andre medier om
Lars Seier fyrer 16 ansatte
Den erfarne danske erhvervsmand og medstifter af Saxo Bank Lars Seier har netop gennemført en fyringsrunde som et led i et strategiskift, oplyser Børsen.
Der er tale om hans kryptoprojekt Concordium, der i øjeblikket ligger tæt på den laveste kurs, siden projektet gik i luften i juni 2021.
Lars Seier benægter selv, at fyringsrunden har noget at gøre med den lave kurs.
Bank: Første rentenedsættelse kommer i marts
I sidste uge var den helt store dagsorden i finansverdenen de to rentemeldinger fra henholdsvis Federal Reserve (Fed) i USA og centralbanken i Europa (ECB).
Og den mere positive retorik, især fra Jerome Powell, har nu fået Nordea til at ændre deres prognose, skriver Jyllands Posten.
Banken forventer nu, at der kommer fire rentenedsættelser på 0,25 procentpoint i 2024, hvor den første allerede vil komme i marts.
Regeringen afsætter 1 milliard til grøn statsstøtte
Regeringen trodser opråb fra flere danske virksomheder og afsætter 1 milliard til grøn statsstøtte, det siger økonomiminister Stephanie Lose (V) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) i et fælles interview med Børsen.
Støtten kommer på bagkant af stigende statsstøtte i både USA, Kina og flere andre lande i Europa. Og nu skal Danmark også med på vognen, hvis de skal følge med i den »ufatteligt stærke konkurrence«, siger Morten Bødskov.
Den nye støtteordning kommer ifølge Børsen til at gælde for virksomheder, der laver vindmøller, komponenter til vindmøller samt teknologi til brintbranchen og den såkaldte power-to-x-industri.
Det skriver vi om
Han befinder sig ikke på skalaen mellem optimisme og pessimisme. Fremtiden skal forstås på en helt anden måde
Fremtiden skal ses på med et nuanceret blik, og dystopi kan godt pakkes væk. Men den digitale udvikling kræver, at vi tør tage nogle vigtige og svære etiske diskussioner, lyder det fra førende ekspert på området.
Læs det nyeste skud i Berlingskes artikelserie om fremtiden her.
Lars Løkke Rasmussen mødtes med Arla-topchef under arbejdet med koranloven. Nu får det en mistanke til at blusse op hos oppositionspartier
Et møde mellem Lars Løkke Rasmussen og Arlas topchef, Peder Tuborgh, tilføjes nu den tætte og omfattende dialog, der har været mellem Arla og Udenrigsministeriet om koranafbrændinger. Røde og blå partier frygter »et knæfald«. Læs mere her.
Verdens største pornosider er nervøse – EU gør klar til at indføre strenge regler
Blandt verdens mest besøgte sider indgår flere pornowebsteder. Og de enorme besøgstal i Europa kan nu ramme de helt store giganter, der skal følge ny lovgivning. Læs hele historien her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser mandag:
Dow Jones: – 1,27 procent
S&P 500: – 1,47 procent
Nasdaq: – 1,50 procent
Asien – indeks tirsdag kl. 7.20:
Japan Nikkei: – 1,59 procent
Hongkong Hang Seng: – 0,06 procent
Kina CSI Shanghai: + 0,58 procent
Venlig hilsen
Rasmus Ove, Business-journalist