En gruppe business angels i Silicon Valley benytter beskidte metoder for at holde andre ude og dermed holde værdisætning af purunge selskaber nede til skade for iværksætterne.

Sådan lød den seneste store historie fra den 40-årige blogger Michael Arrington. Historien gav genlyd, som historier fra hans side ofte gør. I New York Times, i Wall Street Journal og andre steder.

En uge senere, i sidste uge, blev Arringtons blogmedie, TechCrunch, købt af den amerikanske netportal AOL for et beløb, der gisnes mellem 25 og 60 mio. dollar. TechCrunch, der kun har fem år på bagen, er et af flere eksempler på de kolossale skift, der ryster mediebranchen.

Rent teknologisk var udgangspunktet standardsoftware – almindelig Wordpress-blogsoftware. Arrington sparede dermed tid og penge og kunne koncentrere sig om forretningsideen, der vedrørte et emne, som traditionelle medier har udviklet allergi overfor efter deres ukritiske dotcom-medløberi. Arrington har fokus på de unge tech-iværksættere i Silicon Valley, og inden længe blev TechCrunch mediet, som både venturefonde og journalister måtte læse for at have fingeren på pulsen.

Jurist og iværksætter

Men det var ikke en journalist, der udfordrede de gamle medier med sit personlige syn på sagen. Arrington, der er kendt som en stædig og utålmodig sjæl, er uddannet økonom og jurist, men i år 2000 startede hans egen iværksætterkarriere som medstifter af et internet-selskab, og flere kom til.

Med den baggrund er det ikke underligt, at han har fået et kildenet, der er både er exceptionelt bredt og dybt. Ej heller, at han og de andre bloggere, han har hentet ind til TechCrunch, ofte byder på reelle »breaking news«. Hans selskab er blevet den globale talent­spotter, dels via bloggere i blandt andet Tokyo, Bruxelles og London, og dels via selskabets årlige konference, hvor 50 udvalgte iværksætterfirmaer blandt op mod 1.000 kæmper om at blive årets nummer ét.

Tiden har også vist, at selv førende danske iværksættere hellere forærer nyheden om en stor pulje investeringskroner eller et salg af deres startup-selskab til TechCrunch end til dagbladet Børsen, Berlingske eller andre store danske medier. Michael Arrington overgår i flid i øvrigt enhver journalist, jeg nogensinde har mødt på min vej.

De stadig mørkere rande under hans øjne vidner også om en prioritering, der ville blive udstillet som skammelig herhjemme, men arbejdet er hans passion. På endnu et punkt bryder han al dansk god tone. Han har én gang i sit liv samlet alle ansatte til et møde. Det varede få minutter, så skred han, fordi han hellere ville gøre et blogindlæg færdig. Men han har altså evnet at tiltrække og holde på nogle af de skarpeste skribenter på techfronten.

Storhedsvanvid

Der er tider, hvor Michael Arrington udviser storhedsvanvid som følge af sin indflydelse. Det berører han selv i sidste uges blogindlæg, hvor han forklarer om årsagen til salget af TechCrunch.

Forhistorien er, at han som næsten alle andre professionelle bloggere svines til i kommentarfeltet, ikke mindst af de såkaldte »trolls« – dem, der hele tiden lurer på muligheder for at nedgøre skribenten. En god regel er at blot at ignorere dem – »Don’t feed the trolls«.

De næres af modstand. Et kritisk angreb fik imidlertid Arrington til at fare i tastaturet med følgende replik: ”Dette er min blog, og jeg skriver om, hvad jeg ønsker at skrive om.« Svaret lød således: »Nej Mike. Dette er VORES blog. Du er bare ansat her«. »Og i den sidste ende er det jo sandt. TechCrunch er et community – en slags samfund af dygtige skribenter, dygtige ansatte og dygtige læsere. Vi har også nogle få trolls, men livet ville ikke være det samme uden dem.

Tilsammen er vi TechCrunch,« skriver Arrington i sit blogindlæg. En sjælden sentimentalitet fra hans side. Men i community-forklaringen ligger også årsagen til, at blogs beviseligt vokser i betydning for den amerikanske læser, mens interessen for traditionelle medier viger.

Troværdighed

Blogs, ført af fagkyndige mennesker, har troværdighed, uanset at de benytter den personlige udtryksform. Måske bidrager den tilmed til troværdigheden. For i jeg-formen ligger det uundgåelige i selv at påtage sig det fulde ansvar for, når man har gjort fejl, hvad enten man har dummet sig som »nyttig idiot« for folk med skjult dagsorden eller sjusket på anden vis.

Desværre har vi ikke set samme blog­udvikling på tunge fagområder herhjemme. For få fagkyndige orker, for udsigten til at det kan løbe rundt i det lille danske sprogområde er mikroskopisk. Derfor er der for lidt originalstof fra blogverdenens side.

Vi savner bloggere som Arrington, der voldgæster en bar og får en »Angelgate« med hjem. Som et godt supplement til de solide graverjournalister, der heldigvis er herhjemme.