En af Sveriges største aviskoncerner under rekonstruktion

En af Sveriges største aviskoncerner er kommet i en akut krise.

Læs mere
Fold sammen

Mandag blev 16 selskaber inden for den Gøteborgbaserede Stampen Media Group ved syv forskellige tingsretter i Sverige bevilget virksomhedsrekonstruktion i et forsøg på at undgå konkurs. Koncernen har i dag en gæld på 1,2 milliarder svenske kroner og udgiver bl.a. seks dagblade, som sidste år havde et samlet oplag på 253.500 med Göteborgs-posten som den største avis.

Det skriver www.newsoresund.dk.

Stampen Media Group har godt 3.000 ansatte og havde sidste år en omsætning på 3,3 milliarder svenske kroner. Gennem flere år har Stampen haft problemer med store gældsposter og vigende avisoplag. Svenske medieforskere peger på, at selskabet har behov for at få tilført ny kapital og formodentlig nye ejere.

Det er nu reelt bankerne, der har Stampens skæbne i sine hænder. Det eneste lysglimt er, at gennemførte hårde besparelser har medført, at virksomheden nu har et overskud. Medieforskeren Stefan Melesko siger til tidsskriftet Medievärlden at "om der kommer en konkurs eller ej hos Stampen afhænger af, hvordan de største kreditorer resonerer".

Det svenske fagblad Journalistens chefredaktør Helena Giertta er bekymret for at rekonstruktionen mislykkes. Det ville få katastrofale konsekvenser for den lokale journalistik i det vestlige Sverige mener hun og skriver: "Sveriges andenstørste by ville pludselig ikke længere have en daglig avis. Dækningen af Gøteborg ville mindskes betydeligt".

Stampen Media Group

Hovedsæde i Gøteborg. Omsatte sidste år for 3,3 milliarder svenske kroner og udgiver bl.a. en række dagblade, primært i det vestlige Sverige med et samlet oplag på 253.500 eksemplarer i 2015:

Göteborgs-posten: 156.600 eksemplarer

Hallandsposten: 26.300 eksemplarer

Hallands Nyheter: 24.100 eksemplarer

Bohuslänningen: 22.300 eksemplarer

Strömstads tidning: 4.500 eksemplarer

TTELA: 19.700 eksemplarer

Kilde: TS Mediefakta

www.newsoresund.dk

ette ved videreudnyttelse.