Emma-ulykke koster trecifret millionbeløb

Det bliver en dyr fornøjelse for A.P. Møller - Mærsk, at det store containerskib Emma Mærsk pludseligt tog vand ind i Suez-kanalen og måtte bugseres til reparation. Det skriver branchesiden Shippingwatch.

Maersk Insurance har afsat omkring 105 mio. kr. til skaden af containerskibet Emma Mærsk. Resten vil blive dækket af andre forsikringsselskaber. Fold sammen
Læs mere
Foto: BOBBY YIP

Selve reparationen og bugseringen kommer til at koste i omegnen af en kvart milliard kroner for rederiet, hvoraf Maersk Insurance selv kommer til at bære lidt under halvdelen.

»Det er ikke helt ved siden af rammen, at det endelige beløb lander dér. Vi har ikke gjort prisen helt op endnu. Det er et stort arbejde, og vi skal nok helt hen i slutningen af 2013, før alt er opgjort,« siger administrerende direktør i Maersk Insurance, Lars Henneberg, til Shippingwatch.

Han oplyser til Shippingwatch, at Maersk Insurance har afsat omkring 105 mio. kr. til skaden. Resten vil blive dækket af andre forsikringsselskaber.

Dertil skal lægges eventuel erstatning til kunder, der ikke har modtaget deres fragt til tiden.