Emils cocktails er på vej ind på butikshylderne: Danske detailgiganter har fået smag for iværksættere

Det pibler frem med ambitiøse fødevareiværksættere i de her år, båret på ryggen af megatrends som økologi og lokalproduktion. Forbrugerne vender tomlen i vejret, og det får de store detailkæder til i stigende grad at indgå samarbejde med de danske iværksættere. Senest har Irma indgået et samarbejde, der skal få flere lokale produkter ud i butikkerne.

Emil Døi Van Dijk Jensen ejer Rebæl, der producerer cocktails på flaske, og som har ambitionen om at komme ind på hylderne i de danske butikskæder. LINDA KASTRUP

En cocktailshaker, en tragt og en flaske. I et halvt år var det udstyr fast inventar på Emil Døi Van Dijk Jensens køkkenbord. Her eksperimenterede og smagte han sig gennem hundredvis af opskrifter på farverige cocktails.

»Det handlede om at finde ud af, hvilke opskrifter på cocktails der fungerede, og som samtidig kunne holde sig, når de kom på flaske,« fortæller den 28-årige iværksætter om baggrunden for de mange testsmagninger.