Elselskaber køber fibernet

SEAS-NVE og NRGis fælles selskab, Fibia, har købt fiberselskabet DanskNets fibernet omkring Holbæk.

Det vestsjællandske energiselskab SEAS-NVE har sammen med sin aarhusianske partner NRGi været på fiberopkøb i Holbæk. Foto: SEAS-NVE Fold sammen
Læs mere

Fiberselskabet DanskNet, der har hovedkontor i Holbæk, har solgt sit fibernet, som dækker områder i Arnakke, Vipperød, Ugerløse og flere dele af Holbæk til de nyfusionerede Fibia, der ejes af energiselskaberne SEAS-NVE og NRGi.

Fibia blev stiftet tidligere i år, da SEAS-NVE og NRGi slog deres fibernetaktiviteter i Østjylland og på Sjælland og øerne sammen til landets største fibernetselskab med over 70.000 kunder. Med opkøbet vil Fibia udvide sit eksisterende net.

Købsprisen er ikke oplyst.

Waoo rykker ind på hylderne

DanskNet har siden 2005 solgt internetforbindelser og telefoni og ejes af Henrik Hansen. Han understreger, at overtagelsen ikke gælder DanskNets kunder i resten af landet.

De kunder, som nu bliver en del af Fibia, vil få tilbudt energiselskabernes fælles salgsselskab Waoos produkter inden for internetforbindelser, telefoni og TV i stedet. Det vil ske i løbet af januar og februar, når det overtagede net kobles på Fibias eget fibernet.

Energiselskaberne har gennem de seneste mange år etableret egne fibernet med lysoptiske fiberkabler, som i topfart kan transportere signaler til TV, telefoni og Internet rundt. Det er sket for at oprette en alternativ fast infrastruktur til landets største telekoncern, TDC, der ejer det landsdækkende fastnet.

TDC rykker ind hos elselskab

TDC indgik dog i oktober 2014 aftale med energiselskabet Trefor i det jyske trekantsområde om fra næste år at overtage driften af Trefors fibernet og samtidig stå for de tilbud, som Trefors kunder får. TDCs koncernchef, Carsten Dilling, tilkendegav da, at TDC var interesseret i flere lignende aftaler med energiselskaberne.

Sydenergi/SE er TDCs største konkurrent, eftersom SE i oktober 2012 købte Danmarks næststørste kabel-TV-selskab Stofa. I dag er SEs fiberaktiviteter lagt ind under Stofa.