Elop ude af spillet som ny Microsoft-topchef

Fords topchef og en anden intern Microsoft-kandidat er favoritter som afløser for Steve Ballmer.

Nokias tidligere topchef, Stephen Elop (til venstre), er ikke længere den oplagte kandidat som afløser for Steve Ballmer (til højre), som efter 13 år går af som Microsofts topchef. Arkivfoto: Daniel Deme, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: DANIEL DEME
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det bliver ikke den tidligere Nokia-topchef Stephen Elop, der sætter sig i chefstolen, når Microsofts topchef Steve Ballmer i løbet af senest et halvt år forlader skuden.

Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg koncentrerer den amerikanske softwaregigants bestyrelse sig nu om to kandidater, nemlig bilproducenten Fords topchef Alan Mulally og Microsofts egen Satya Nadella, som er direktør for Microsofts netbaserede tjenester og erhvervsdivisionen.

Det betyder ikke, at Stephen Elop og den tidligere topchef for Skype, Tony Bates, er helt ude i kulden. Det er bare mindre sandsynligt, at de får jobbet tilbudt, siger kilder til Bloomberg. Microsoft købte i 2011 Skype for 8,5 milliarder kroner.

Udskældt for fratrædelsespakke

Softwaregiganten arbejder på at finde afløseren for Steve Ballmer, som i august meddelte, at han trækker sig inden for 12 måneder. Han har stået i spidsen for Microsoft, siden medstifter Bill Gates trådte fra i 2000.

Stephen Elop har været i spil længe men er stærkt udskældt efter sin exit i forbindelse med salget af Nokias mobilforretning til Microsoft. Her fik Elop nemlig en klækkelig fratrædelsesgodtgørelse, selv om han straks fortsatte på stort set samme post hos Microsoft, hvorfra han i øvrigt kom, da han blev udpeget som Nokia-topchef.

Microsoft selv har ingen kommentarer, og hos Ford siger talsmand Jay Cooney, at »Alan forbliver fuldt fokuseret på at gennemføre vores One Ford-plan. Vi deltager ikke i spekulationer«.

Bill Gates meddelte på bestyrelsesmødet 18. november, at der har været møder med »en masse topchefkandidater«. Han ville dog ikke give en tidsramme for, hvornår en afløser for Steve Ballmer udpeges.