Tirsdag i denne uge blev konflikten mellem Tesla og de svenske fagforeninger optrappet.

Fagforeningen Seko, som organiserer 110.000 medlemmer i blandt andet postvæsenet, varslede en sympatistrejke, som ville gøre det umuligt for Tesla at kunne udlevere nummerplader til nye biler i Sverige.

Derfor har Teslas datterselskab, TM Sveden AB, i en retssag forsøgt at forpligte PostNord til at gennemføre Teslas leverancer.

Men det afviser byretten i den svenske by Solna over for datterselskabet, som dermed fredag tabte retssagen.

Det skriver det svenske medie Lag & Avtal.

Teslas kamp mod fagbevægelsen

Det er nu næsten et år siden, at ansatte ved ti svenske Tesla-værksteder nedlagde arbejdet i protest mod, at den amerikanske elbilgigant afviste at indgå en aftale om kollektiv overenskomst, hvor der fastsættes lønninger, arbejdstider og fratrædelsesbetingelser.

Det har ført til, at mere end ti svenske fagforbund har indledt sympatiblokader af Tesla.

I sidste uge gik også fagforbundet Vision eksempelvis med i konflikten. Dens medlemmer vil ikke længere servicere, reparere eller vedligeholde Teslas ladestandere i Sverige.

Strejken bakkes desuden op af fagforeninger i Danmark, Norge og Finland.

Teslas topchef og verdens rigeste person, Elon Musk, har kaldt situationen i Sverige for »vanvittig« og har gennem retssager forsøgt at begrænse omfanget af konflikten.

Kun begyndelsen 

Men den gik ikke i denne omgang. For det er nemlig ikke byretten i Solnas vurdering, at en almindelig domstol kan træffe en afgørelse som den, Tesla har anmodet om, under en igangværende arbejdsmarkedskonflikt.

»Som byretten vurderer det, vil en godkendelse af retssagen være i strid med lovgivers formål om, at stridsspørgsmål skal afgøres af arbejdsmarkedets parter og ikke af staten,« skriver retten i afgørelsen og henviser til den svenske grundlov.

Men ifølge mediet Lag & Avtal er denne dom blot første runde i denne strid. For Teslas datterselskab TM Sweden vil højst sandsynligt appellere afgørelsen til appelretten.

Som den tabende part skal Tesla betale modpartens sagsomkostninger på knap 4,2 millioner danske kroner.

Tesla er verdens mest solgte elbilmærke og det tredjemest solgte i Sverige.

Til og med september er der i 2024 solgt 16.478 Tesla-biler til svenskerne. Det viser tal fra brancheorganisationen Mobility Sweden.

Det svarer til 8,52 procent af det samlede svenske bilsalg, der domineres af Volvo og Wolkswagen.

Den afgående svenske EU-kommissær for beskæftigelse og sociale rettigheder, Nicolas Schmidt, har tidligere kaldt Elon Musk for »en skamplet«, fordi han nægter Tesla at indgå en kollektiv overenskomst i Sverige.

Fredag styrtede Teslas aktie ned med otte procent. Sammenlignet med samme tidspunkt i 2023 er selskabets kurs nu faldet med 16 procent.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.