Elon Musk, Teslas administrerende direktør, vil ikke høre brok eller klager fra kunder, der prøver det nye førerassistentsystem, som Tesla vil begynde at tage over 110.000 kroner for i løbet af de næste uger, skriver erhvervsmediet Bloomberg.
Det faldt ikke i god jord hos Musk, da en Teslaejer lagde et billede op på Twitter tirsdag.
Her viser han, hvordan en ny betaversion, altså en ny version, man afprøver på en gruppe mennesker, inden systemet bliver tilgængeligt for alle, til tider kæmper med højresving samt andre basale ting på trods af, at systemet er markedsført som fuldt selvkørende. Teslaejeren skrev også på Twitter, at han havde brugt mere end 230.000 kroner på at betale for systemet flere gange.
Men svaret fra Musk lød: »Der er en grund til, at 10.69 er i begrænset udgivelse. Please lad være med at bede om at være inkluderet i tidlige betaudgivelser for så at klage.«
I weekenden annoncerede Musk, at Tesla vil begynde at opkræve over 20.000 kroner mere for fuld selvkørsel, som stadig kræver aktivt tilsyn fra førerens side. Delstatens Californiens afdeling for motorkøretøjer har anklaget Tesla for at vildlede forbrugere om sin teknologi, mens den amerikanske nationale trafiksikkerhedsmyndighed er ved at undersøge, om bilproducentens autopilotsystem er defekt, skriver Bloomberg.
Virksomheden har tidligere opsagt en medarbejder dagen efter, at han havde lagt en YouTube-video op af sin Tesla, der kørte ind i en trafikkegle, mens han brugte den fuldt selvkørende funktion.