Eli Lilly har positive fase 3 resultater med diabetespille

Gode nyheder fra laboratoriet om Eli Lillys konkurrent til insulin-midlet Tresiba fra Novo Nordisk.

Eli Lilly har afsluttet fire afsluttende fase 3 studier med diabetespillen, Empagliflozin, med succes. Alle studierne levede op til det primære endemål, der var en signifikant forbedring af langtidsblodsukkeret, HbA1c sammenlignet med placebo.

Empagliflozin tilhører en ny gruppe af diabetespiller, de såkaldte SGLT-2-hæmmere. AstraZeneca og Bristol-Myers Squibb sendte for nyligt som de første en pille i klassen på markedet i Europa, under navnet Forxiga.

Hos Novo Nordisk har forsknings- og udviklingsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen tidligere vurderet over for Ritzau Finans, at pillerne næppe vil æde af Novos diabetes-2-middel Victozas markedsandele.

Det skyldes at evnen til at sænke blodsukkeret ikke er helt så god, ligesom de giver lidt mindre vægttab.

Eli Lilly og partneren Boehringer Ingelheim venter fortsat at indsende registreringsansøgning for Empagliflozin i USA, Europa og Japan i løbet af 2013.

/ritzau/FINANS