Elektronikgigant rammer plet og fastholder forventninger

Foto: Nacho Doce

Den hollandske elektronikkoncern Philips, som blandt andet producerer blendere og barbermaskiner, havde et nogenlunde som ventet andet kvartal målt på hovedresultaterne.

Omsætningen endte på 4,3 mia. euro, hvilket var som ventet af analytikerne, hvis man tager udgangspunkt i et estimat på 4,32 mia. euro, som Philips selv havde indsamlet op til regnskabet.

Den justerede driftsindtjening, EBITA, landede på 482 mio. euro. Også det var stort set som ventet, da analytikerne havde ventet et resultat på 481 mio. euro.

- I andet kvartal leverede vi en vækst på 4 pct. i vores sammenlignelige salg, havde en stærk vækst på 9 pct. i vores ordreindgang og en solid fremgang på 100 basispoint i vores operationelle ydeevne takket være vores vækst og produktivitetsprogrammer, siger Frans van Houten, administrerende direktør i Philips, i en kommentar til regnskabet.

I forbindelse med kvartalsregnskabet fastholder Philips sine langsigtede forventninger frem mod 2020 om en vækst på 4-6 pct. i det sammenlignelige salg og en årlig fremgang på 100 basispoint i den justerede overskudsgrad (EBITA-margin).

/ritzau/FINANS