Udsigten til et sikkerhedsmæssigt mareridt, når det kommende 5G-supermobilnet vil gøre det muligt at koble alle ting og sager på internetforbindelsen, tænder røde alarmlamper overalt, og EU planlægger nu at indføre en særlig mærkning af, hvor sikkert - også i forhold til ens privatliv - alt udstyret er.
Udo Helmbrecht, som er direktør for EUs ENISA-agentur for netværks- og IT-sikkerhed, herunder også beskyttelsen af privatlivets fred, advarede i denne uge om, at 5G kan blive »et mareridt for privatlivsbeskyttelsen«, hvis ikke man får bygget tilstrækkelig beskyttelse ind i både alt det nye udstyr og i hele den infrastruktur, som skal bruges til at koble milliarder af dimser og dingenoter på netforbindelsen.
Mærkningsordning på vej
Det er en frygt, som også Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste, nærer. På en stor konference om cyberkriminalitet onsdag i denne uge appellerede han til, at danskerne begynder at stille større krav til sikkerheden i det udstyr, som de allerede nu køber og kobler på deres trådløse internetforbindelse derhjemme. Tidligere har babyalarmer, netkameraer og sågar babyalarmer kunne hackes og bruges til at gennemføre hackerangreb mod centrale knudepunkter i internettrafikken, som lagde store nettjenester som Netflix ned.
»Vi er som brugere dårlige til at sikre, at vores produkter ikke kan kidnappes. Men producenterne har også et ansvar. Deres produkter virker sikkert fint, men sikkerheden er ussel. De er simpelt hen nødt til at tænke på sikkerheden, når de vil sælge deres produkter, men vi er som forbrugere enten ligeglade, eller også forstår vi ikke, hvilke trusler vi kobler på vores netværk. Prisen er vigtigere for mange. Hvilken garanti har vi for, at alt, hvad vi kobler på nettet hjemme eller på arbejdspladsen, altid er opdateret - ikke blot om ti år men altid?« spurgte han retorisk.
Nikolaos Isaris, der er chef for EU-Kommissionens enhed for fremtidige netværk, sagde tidligere på ugen på mobilorganisationen GSMAs M360 Privacy and Security-konference, at EU nu arbejder på en særlig certificering af sikkerhed og privatlivsbeskyttelse for at gennemtvinge ordentlig IT-sikkerhed i alt fremtidigt udstyr. Der vil blive tale om en mærkning, som skal omfatte alt tele- og IT-udstyr, og Kommissionen ventes at kunne fremlægge de konkrete tiltag i slutningen af 2017, skriver netnyhedsstedet Mobile World Live.
Han understregede, at det ikke handler om at bremse det såkaldte Tingenes Internet men om at skabe gennemsigtighed, så forbrugerne selv kan se, hvordan sikkerheden og privatlivsbeskyttelsen har det i de produkter, som de køber.
Bred bekymring over aflytning
Næsten to tredjedele af forbrugerne er allerede bekymret over, om alt det såkaldt smarte udstyr, som de har installeret derhjemme, er så smart for deres privatliv, eller om det ligger og lytter med på, hvad der foregår i hjemmet, viser en undersøgelse, som analysefirmaet Gartner, der følger teknologiverdenen tæt, udsendte i begyndelsen af marts. 10.000 personer i USA, Storbritannien og Australien er blevet spurgt.
Når hjemmeudstyr kobles på netforbindelsen, skal det gøre livet lettere og dagligdagen mere effektiv. Termostater kan f.eks. lære om familiens forbrugsmønstre og selv skrue op og ned, når det er betimeligt. Gardinerne kan automatisk trækkes for og lyset tændes, når det bliver mørkt, og opvaskemaskinen kan automatisk stoppe, når man tænder for fjernsynet. Men kun en fjerdedel af de adspurgte har lyst til, at deres udstyr forudser, hvad der er brug for, og selv reagerer. Tre fjerdedele foretrækker selv at tænde og slukke.
Den amerikanske forbrugerorganisation, Consumer Reports, vil nu også vurdere cybersikkerhed og beskyttelsen af privatlivets fred, når den tester biler, hvidevarer og andre produkter.
5G er en ny mobilteknologi, som arbejder med langt færre forsinkelser i datasignalerne, og som samtidig har større kapacitet. Den er derfor afgørende for f.eks. selvkørende biler, som er afhængige af at få her-og-nu-data fra følere og målere langs vejene, så bilerne ikke støder ind i noget. De første 5G-mobilnet ventes åbnet for brugere omkring 2020 men vil kræve nye telefoner for at kunne bruges. Desuden er der langtfra udsigt til, at 5G bliver landsdækkende.