Eksperter, politikere og verdens største vindmølleproducent i opråb: Meld nu klart ud, at sort bliver dyrt – rigtig dyrt

Fremtiden indeholder CO2-afgifter. Men alt imens både Klimarådet, politikere og virksomheder efterlyser en klar udmelding fra regeringen om niveauet, parkerer klimaminister Dan Jørgensen (S) indtil videre spørgsmålet hos en ekspertgruppe med professor Michael Svarer i spidsen.

Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) vil afvente ekspertgruppes anbefalinger, før han åbner diskussionen om et passende niveau for de kommende klimaafgifter på udledning af CO2. Ifølge flere af Folketingets andre partier var det dog ikke ligefrem regeringens idé, at ekspertgruppen overhovedet har fået mulighed for at beskæftige sig med afgiftens niveau. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen

Meld nu klokkeklart ud, at der i 2030 vil være en høj klimaafgift på eksempelvis 1.500 kroner pr. udledt ton drivhusgas, så det én gang for alle står tindrende klart, at det om få år bliver dyrt at være sort. Rigtig dyrt.

Sådan lyder opråbet fra både eksperter, politiske partier og en af landets største virksomheder til regeringen på dagen, hvor regeringens rådgiver på klimaspørgsmålet, Klimarådet, gør status over Danmarks klimaindsats.