Eksperter kæder Nordea sammen med hvidvask af skattelypenge

Storbanken Nordea har ifølge DR hjulpet russiske kunder med at sende penge i skattely så sent som i 2015. Eksperter vurderer, at banken formentligt har brudt loven.

Foto: Bax Lindhardt. ARKIVFOTO 2012 af Nordea- - Se RB 27/4 2016 19.16.
Læs mere
Fold sammen

Nordea kædes endnu engang sammen med tvivlsomme skattelykonstruktioner i forbindelse med den store læk af de såkaldte Panama-dokumenter.

Denne gang er det den skandinaviske storbanks rådgivning af russiske kunder, der er blevet hjulpet med at føre penge tilbage fra skattely til Rusland i en manøvre, som ifølge eksperter er ulovlig.

Det skriver DR Nyheder.

Helt konkret drejer sagen sig om et russisk ægtepar, som Nordea Luxembourg for en god håndfuld år siden hjalp med at oprette et stråmandsselskab i det kendte skattely de Britiske Jomfruøer.

For få måneder siden - i slutningen af 2015 - ville det russiske ægtepar have pengene tilbage til Rusland uden at få problemer med skattemyndighederne.

Et par uger efter ægteparret havde ytret ønske om at få pengene sendt tilbage til Rusland, er Nordea klar med et tilsyneladende fiktivt lånearrangement, der ifølge DR Nyheder gør det muligt at kamuflere, at der reelt er tale om penge, der føres tilbage fra skattely.

»Det er hvidvask, fordi Nordea hjælper med at få den overførsel til at se ud som midler, der er ankommet til kundens land på lovlig vis,« siger Lars Krull, ekspert i banksektoren på Aalborg Universitet til DR Nyheder.

Han bakkes op af skatteadvokat Torben Bagge, der vurderer, at konstruktionen formentligt er på den forkerte side af loven.

Tidligere har Nordea iværksat en undersøgelse af bankens gøren og laden på skatteområdet, men har også gjort det klart, at der er blevet strammet op på procedurerne allerede tilbage i 2009.

Artiklen fortsætter under grafikken.



Derfor vil det vække særdeles stor opsigt, hvis banken for så kort tid siden har været i gang med tvivlsomme arrangementer. En uges tid efter den omfattende læk af 11,5 millioner dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca kom frem, slog Nordea-bankdirektør Torben Laustsen således fast, at rådgivning om skatteunddragelse hørte fortiden til.

»Vi kan alle konstatere, at der for år tilbage foregik ting i bankverdenen, som vi ikke vil acceptere i dag. Normer og regler har ændret sig med tiden. Og med dagens briller gjorde vi ikke nok for at sikre os mod, at vi kunne bruges som platform for skatteunddragelse,« sagde han på en offentlig høring i Folketingets Skatteudvalg 13. april.



Kommunikationschef i Nordea Luxembourg Jonas Torp skriver i en email til DR Nyheder om den aktuelle russiske sag:

»Vi kan og må ikke kommentere på enkeltkunder. Dog vil jeg godt understrege, at vi tager den slags oplysninger meget alvorligt, og vi har set på det. Vi skal imidlertid sikre, at vi har alle oplysninger, før vi kommenterer og potentielt handler. Oplysningerne vil indgå i vores undersøgelse, og før den er færdig, vil vi ikke kommentere. Men hvis vi finder eksempler på, at vores procedurer og regler ikke er blevet overholdt, er det naturligvis fuldstændigt uacceptabelt og vil få konsekvenser.«

Den svenske TV-station SVTs program Uppdrag kunne i sidste uge fortælle, at Nordea først i 2013 annoncerede over for Mossack Fonseca, at banken ønskede at afvikle de fleste af sine 151 brevkasser, som banken havde oprettet for en række af sine kunder.

I 2015 var der dog stadig sat 100 brevkasser op på for Nordea på vegne af Mossack Fonseca i Panama ifølge programmet.

Opdateret klokken 12.48