Eksperter: For tidligt at smide Amagerbankchef ud

Rygterne om, at Finansiel Stabilitet kræver Amagerbankens adm. direktør fyret, har svirret weekenden over. Storaktionær Karsten Ree har givet sin opbakning til den siddende direktør, og eksperter mener da også, at en fyring vil være dårlig timing.

Trods weekendens svirrende fyringsrygter bliver Amagerbankens adm. direktør Jørgen Brændstrup (t.v.) efter alt at dømme ikke smidt på porten i denne omgang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så er der igen uro på Amager. Weekenden igennem har svirrende rygter skabt tvivl om ledelsen i Amagerbanken. Udgangspunktet er TV 2 Finans, som lørdag erfarede, at statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet har opstillet et ultimativt krav om, at Amagerbankens adm. direktør Jørgen Brændstrup skal fyres. Eksperter vender imidlertid tommelfingeren nedad til det påståede krav. Dårlig timing, lyder dommen.

»Det giver ingen mening at fyre direktøren på gråt papir nu og her. Det er ikke økonomisk rationelt. Han kender kunderne og har erfaring. Alternativet er en ny mand, som skal bruge mange måneder på at sætte sig ind i Amagerbankens forretninger, og tid er en knaphedsfaktor her,« siger Caspar Rose, professor ved Copenhagen Business School og understreger:

»Man løser ikke problemerne ved at skifte direktøren ud. Kunderne er jo stadig de samme, og hvem kender dem bedre end Brændstrup? Han har jo været med til at give dem kreditterne.«

Det er ikke lykkedes Berlingske Business at komme i kontakt med ledelsen i Finansiel Stabilitet for at få af- eller bekræftet rygterne, som opstår kun få dage efter, at den amagerkanske bank med en fuldtegnet kapitaludvidelse er klar til at leve op til afviklingsselskabets krav om en yderligere polstring på 750 mio. kr.

Fra banken selv er der tavshed. Jørgen Brændstrup har ikke nogen kommentarer til sagen, og trods gentagne forsøg er det ikke lykkedes Berlingske Business at få fat i bankens bestyrelsesformand N.E. Nielsen.

Ro om banken

Søndag formiddag gav bankens storaktionær og redningsmand Karsten Ree dog lyd fra sig. Han bakker op om, at Jørgen Brændstrup fortsætter i Amagerbankens ledelse. I hvert fald lige nu.

»Jeg har tidligere udtalt mig kritisk om Jørgen Brændstrup, og det står jeg ved. Men det er for mig utænkeligt, at Jørgen Brændstrup ikke er en del af Amagerbankens ledelse i denne situation og i den overgangsperiode, som nu forestår, hvor der skal være ro om banken, og værdierne skal bevares,« siger Karsten Ree i en meddelelse til Ritzau.

En melding, som de eksperter, som Berlingske Business har været i kontakt med, er enige i.

»Det vil være oplagt, at man i denne overgangsperiode trækker på den viden, som Jørgen Brændstrup vitterligt har. Han ved både, hvad der er foregået, og han er faktisk også en ret kompetent direktør til nogle ting. Jeg kunne forestille mig, at man satte én ind ved siden af ham - sådan at der formodentlig kommer en anden for bordenden,« siger Anders Drejer, professor i ledelse ved Handelshøjskolen i Århus.

Eksperterne henviser alle til erfaringerne fra Roskilde Bank, hvor kolossal viden om forretningerne forsvandt med den mangeårige bankboss Niels Valentin Hansen, hvilket gjorde det sværere for hans efterfølger Søren Kaare-Andersen at få styr på bankbutikken.

»Hvis du kommer ind udefra og skal rydde op, så kræver det, at du skaffer enorm meget viden, samtidig med at du skal ændre kulturen og arbejdsprocedurerne. Det er en kæmpe opgave, som vil være enormt svær at løse, hvis du samtidig ikke ved, hvad der egentlig er foregået,« siger Anders Drejer.

Timingen er altså dårlig, men blandt eksperterne er der samtidig ikke den store tvivl om, at Jørgen Brændstrup sidder i direktørstolen på lånt tid.

Farlig udskiftning

»Det er uklogt at kræve ledelsesudskiftninger, fordi der skal skabes ro om banken. Derfor kan det være farligt med en ny adm. direktør nu, men på længere sigt bør man overveje, om man har det rigtige team omkring banken.«

Steen Hildebrandt, professor i organisations- og ledelsesteori ved Handelshøjskolen i Århus, bakker op:

»Direktionen bør efter min opfattelse under alle omstændigheder skiftes ud. Det er kun et spørgsmål om hvornår.«

I dag er der ekstraordinær generalforsamling i Amagerbanken, hvor to repræsentanter udpeget af Finansiel Stabilitet skal vælges ind i Amagerbankens bestyrelse. Et ultimativt krav fra afviklingsselskabet, som skal føres ud i livet, før Amagerbanken får adgang til at udstede statsgaranterede obligationer for 13,5 mia. kr.