Eksperter advarer: Kunstig intelligens kan udslette menneskeheden

Topchefer fra selskaber som OpenAI, Google DeepMind og Microsoft advarer om, at den nye teknologi kan blive lige så dødelig som atomvåben og pandemier.

En af medunderskriverne på advarslen er topchefen for OpenAI, Sam Altman, der selv har udviklet chatrobotten ChatGPT. Joel Saget/AFP/Ritzau Scanpix

Flere end 350 topchefer, forskere og videnskabsfolk fra selskaber som OpenAI, Google DeepMind og Anthropic advarer i en fælles udtalelse om, at kunstig intelligens kan føre til udryddelse af menneskeheden – ganske som en atomkrig eller sygdomme.

»At mindske risikoen for udryddelse som følge af kunstig intelligens bør være en global prioritet på linje med andre samfundsmæssige risici som pandemier og atomkrig,« hedder det i advarslen, som nonprofitorganisationen Centre for AI Safety har offentliggjort.