Ekspert: IKEAs københavnerbutik er genial

Det er en genistreg at placere en IKEA-butik midt i København, og konceptet med varehuse i centrum kan meget vel brede sig til resten af verden, vurderer international brandingekspert. Se billedserier om det svenske møbeleventyr, der nu erobrer den danske hovedstad.

Byggepladsen ved Dybbelsbro og Fisketorvet. Planen er at her skal der bygges en IKEA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

IKEA slår efter planen dørene op for landets næststørste IKEA-butik i 2018 i hjertet af København. Butikken skal ligge ved Dybbølsbro ved siden af indkøbscentret Fisketorvet, og den centrale placering er lidt af en genistreg, vurderer den internationale brandingekspert Martin Roll.

»Verden over ser vi en urbanisering, der betyder at folk flytter til storbyerne, og at det er i storbyerne, udviklingen sker. De store brands og detailbutikker vil være med i den udvikling og være der, hvor det sker. På den måde er der en kæmpe signalværdi i at lægge en butik i centrum,« siger han.

»Flowet gennem IKEA-varehusene er et gennemprøvet koncept, men lur mig om ikke de brækker konceptet lidt op her, så det bliver skræddersyet de københavnere, der i højere grad vil komme efter mindre ting og spontan shopping. Hvis konceptet fungerer, og det tror jeg det vil, så kan jeg sagtens forestille mig IKEA sprede det til andre steder i verden. Der er masser af storbyer, der har tilsvarende arealer, hvor det ville give mening. Jeg kan sagtens pege på et område her i Singapore eller i Seoul,« siger Martin Roll, der bor i Singapore.

En placering i eksempelvis Ørestad ville ikke på samme måde give gevinst, vurderer han. Selvom Ørestad blot ligger et par kilometer væk, er det mentalt langt væk for københavnerne. Her er placeringen et stenkast fra Tivoli markant bedre.

»Det handler om perception. IKEA placerer sig i centrum, fordi de vil være med på noderne og være tæt på københavnerne. Mange københavnere har ikke bil, og derfor er det besværligt at tage i IKEA i forstæderne, så rent logistisk er det også oplagt at lægge en butik i Københavns centrum,« siger Martin Roll.

Han peger på, at de fleste storbyer har områder i periferien af centrum, der ligger uudviklet hen. Det kan eksempelvis være banearealer, som i dette tilfælde, eller lukkede fabrikker. Den type områder er oplagte steder at lægge varehuse som IKEA.

»IKEA er ikke bare en møbelbutik, det er et destinationsbrand, hvor man kommer efter en specifik ting, men ender med at købe en masse andet oveni. Men der er også mange, der tager på udflugt til IKEA. Det kan være en familieting med besøg i restauranten,« siger han.