Ekspert: Hårfin grænse for kursmanipulation

Både selskabet Parken Sport & Entertainment og dets direktør er blevet sigtet for kursmanipulation i forbindelse med massive aktieopkøb i 2007 og 2008. Børsretsekspert advarer om, at grænsen mellem kurspleje og manipulation er hårfin.

Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sent tirsdag meddelte Parken Sport & Entertainment, at det er blevet sigtet for kursmanipulation i en sag, der trækker tråde tilbage til 2007-2008. Parken er fåmælt i forhold til detaljerne i sagen, men løfter dog sløret for, at det drejer sig om ledelsens dispositioner i perioden.

Ifølge børsretsekspert ved CBS Caspar Rose kan der være tale om én af to slags manipulation.

”Der er grundlæggende to slags manipulation. Én er, når man f.eks. spreder rygter i markedet, så nogle kan komme til at købe aktier på falsk grundlag – altså udbredelsen af urigtige oplysninger, f.eks. spillersalg. Det er noget, man ser alvorligt på,” siger Caspar Rose og tilføjer:

”Men der kan også være tale om, at der bliver købet stort op af en aktie, og at de handler ikke er reelle handler.”

Med hensyn til den sidstnævnte type manipulation er problemet, at markedet skal informeres til fulde.

”Markedet skal jo vide disse ting – f.eks. hvem der står bag. Hvis alt er oplyst, er der umiddelbart ingen problemer. Det er jo tilladt købe egne aktier. Det er bare kurspleje. Det er et skøn, noget er ulovligt. Ofte er det en hårfin grænse,” siger han.

I den omtalte periode købte Parken op af egne aktier - og det i langt større stil end beslutningerne på generalforsamlinger gav ledelsen ret til. I perioden op til september 2008 købte parken i omegnen af 250.000 egne aktier til trods for, at der i vedtægterne stod, at det havde ret til at erhverve sig 66.100 aktier. Det fik dengang eksperter til at ytre over for Business.dk, at de store handler kunne have en kursmanipulerende effekt.

Det ligger endnu ikke helt klart, hvad den egentlige sigtelse går ud på. Ifølge Parken selv drejer det sig om en overtrædelse af ”værdipapirhandelslovens bestemmelser om kursmanipulation”. Og i den forbindelse er både virksomheden og Parkens nuværende direktør Anders Hørsholt sigtet.

Den daværende ledelse i form af bestyrelsesformand Flemming Østergaard og direktør Jørgen Glistrup er ikke direkte nævnt.