Ekspert efter sexismesag i landbruget: »Der vil helt sikkert være flere sager«

Den magtfulde lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer er ramt af en række møgsager, efter at erhvervsmediet Finans har afdækket flere sexismesager i virksomheden DanBred. Landbrug & Fødevarer ejer halvdelen af avlsvirksomheden, og håndteringen af sagen har fået den nu tidligere direktør til at sige op i protest. Situationen svækker landbrugets image, vurderer kommentator.

Landbrug & Fødevarer har hovedsæde på Axelborg i København. Bag de tykke mure udspillede der sig et drama mandag aften, da direktøren smækkede med døren. Jakob Eskildsen

Dansk Landbrug er ramt af en række møgsager, efter at Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans har afdækket sexismesager i avlsvirksomheden DanBred.

Finans har blandt andet skrevet, at flere kvinder har været udsat for krænkende adfærd af den nu tidligere direktør i milliardselskabet, Thomas Muurman Henriksen. Som følge af afsløringerne har han valgt at sige sin stilling op.