Ekspert: Coop scorer hattrick på ny betalingsapp

Per Østergaard Jacobsen, ekstern lektor ved Copenhagen Business School, mener, at Coops varslede mobilbetalingsapp er »på grænsen til det geniale«.

Foto: Johan Gadegaard. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Coop laver ikke selvmål, når dagligvarekæmpen dribler uden om MobilePay og Swipp og lancerer sin egen mobilbetalingsløsning.

Coop scorer hattrick. Det mener Per Østergaard Jacobsen, der er ekstern lektor ved Copenhagen Business School og leder af et stort forskningsprojekt om loyalitetskort med 275.000 kortholdere som basis.

Som Berlingske skrev lørdag, får danskerne i løbet af 2016 endnu en mobilbetalingsapp at vælge imellem. Coop er gået i gang med at teste en ny betalingapp, som, supermarkedskæden håber på, vil blive danskernes foretrukne, når de skal betale for deres varer i landets dagligvarebutikker.

Inden Coops app overhovedet er lanceret, har flere eksperter allerede dømt Coops nye storsatsning ude. Det skyldes især, at de etablerede aktører som MobilePay og Swipp fortsat har store vanskeligheder ved at vænne danskerne til at betale med deres mobiltelefoner, når de står ved en butikskasse.

Alligevel er Per Østergaard Jacobsen ikke så pessimistisk. Faktisk mener han, at Coops varslede betalingsapp er »på grænsen til det geniale«.

»Coop scorer hattrick på den nye mobilbetalingsapp, som kan sætte en helt ny standard i dansk detailhandel. Med betalingsappen får Coop en enorm mængde data, som kan give supermarkedskæden en helt ny kundeindsigt. Denne viden er meget værdifuld, fordi Coop således kan lave målrettet og relevant kommunikation til kunden, hvilket sikrer en gensidig værdiskabelse for kunde og butik,« siger Per Østergaard Jacobsen.

Coop kan følge kundernes færden

Med Coops nuværende 1,5 millioner medlemmer er potentialet stort, mener han. Hver gang en kunde downloader den kommende betalingsapp, er det nemlig Per Østergaard Jacobsens forventning, at kunden dermed giver Coop tilladelse til at følge personens færden i butikken.

Per Østergaard Jacobsen ved, hvad han taler om. Som en del af forskningsprojektet »Rio to Roskilde« er han netop ved at analysere data fra en række forskellige kilder herunder fra en mobilapp, som festivalgængere kunne hente ned på deres telefon under sommerens Roskilde Festival. Projektets formål er at udvikle bæredygtige forretningsmodeller baseret på gensidig værdiskabelse mellem brugere og festival, hvilket betyder, at brugere får nogle fordele, når de deler deres informationer med festivalen.

»Når festivalgængerne downloadede vores app, gav de samtidig tilladelse til, at vi måtte følge dem. Af den grund kunne vi følge folks bevægelse rundt på festivalpladsen og blandt andet se, hvilke koncerter de gik til. På samme måde kan Coop følge med i, hvor deres kunder går hen i butikken og se, hvad de kigger på. Appen åbner op for en helt anden måde at lave tilbud og markedsføring på, hvor Coop kommer i en ny form for dialog med sine kunder,« siger Per Østergaard Jacobsen.

Som en ekstra bonus henviser han til foreløbige forskningsresultater, som indikerer, at folk køber mere, når de betaler med mobilen.

»Derfor vil det også i sig selv være logisk, at Coop forsøger at få sine kunder til at bruge mobiltelefonen som betalingsmiddel,« fremhæver Per Østergaard Jacobsen.

Et potentielt fejlskud

Direktør for Coop Teknologi, Kræn Østergaard Nielsen, afviser endnu at løfte sløret for, hvad Coops præcise formål er med den kommende mobilbetalingsløsning. Forleden fortalte han dog til Berlingske, at Coop-direktionen ser »store perspektiver« i at koble Coops medlemsprogram med øvrige digitale services og mobilbetaling.

»I dag kan vi konstatere, at det ikke er nemmere at betale med sin mobiltelefon end med sit dankort ved kassen. Det problem forsøger vi at imødekomme, og der, hvor vi kan se, at mobilbetaling begynder at give magi, er, når vi kobler det med andre digitale services og vores medlemsprogram,« sagde Kræn Østergaard Nielsen.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Selvom ekstern lektor på CBS Per Østergaard Jacobsen er meget optimistisk over for Coops nye betalingsskud, afviser han ikke, at det kan ramme forbi målet.

»Det kan godt være, at mine forventninger ikke matcher direktionens plan, men Coop har erfaringer i at arbejde med data, og når jeg ser på hele deres tilgang til markedet og deres madmanifest, så lur mig, om ikke de har tænkt disse tanker ind,« siger han.