Ejerledere kanoniseret på trods af DI

Foto: Søren Bidstrup. Byline foto Business journalist Carsten Steno
Læs mere
Fold sammen

I årevis har denne signatur og andre med kendskab til erhvervslivet talt om ejerledernes betydning. Men vi har ofte talt for døve øren. For ejerledere – dem, der ejer og driver deres egen virksomhed – er ikke altid lige velkomne i de store erhvervsorganisationer i deres egenskab af ejerledere.

Erhvervsorganisationerne organiserer medlemmerne efter branche – ikke efter ejerformer. Og de anerkender ikke, at der er stor forskel på at drive virksomhed med en spredt ejerkreds og med en hyret direktør, og en virksomhed, hvor ejeren også er daglig leder.

Organisationernes måde at anskue erhvervslivet på er bedst udtrykt af den nu afdøde adm. direktør i Dansk Industri, Hans Skov Christensen: »For mig er det ligegyldigt om det motiv, der driver dig, er, at du ejer egen virksomhed, eller om du henter dit afkast i den virksomhed, du virker for i form af et optionsprogram.«

Dermed ligestillede den legendariske DI-direktør ejerledere og ansatte direktører. Han kunne ikke se forskelle. Forklaringen var åbenlys. Han skulle gabe over dem begge i sin kæmpestore organisation. Men derved overså han også, at dem, der ejer og leder deres egen virksomhed, har en helt særlig motivation til at drive virksomhed. De har lagt deres hjerteblod i den. De løber ikke af pladsen som en anden direktør, der kan få en højere hyre i den næste virksomhed.

Det er af samme grund, at Dansk Industri ikke kæmper for at mindske arveafgiften i de ejerledede virksomheder, for det er ikke i alle virksomheders interesse. Dem med en spredt ejerkreds, som f. eks. de børsnoterede virksomheder, er ligeglade.

Derfor må de familieejede ejerledede virksomheder som Foss, Linak og Jysk kæmpe alene mod arveafgifterne. De kan heller ikke regne med støtte fra Dansk Erhverv og Håndværksrådet. For de tænker, lige som Hans Skov Christensen gjorde.

Med oprettelsen af det nye CSB Institut, Center for Ejerledelse, har ejerledere imidlertid fået det blå stempel. Industriens Fond har skaffet midlerne og på den måde rettet op på DIs velvillige ligegyldighed over for ejerlederbegrebet. Men man skal ikke tage fejl. Industriens Fond sponsorerer for at sikre vækst og gode ejerskifter i de ejerledede virksomheder. Det er naturligvis i ejerledernes interesse. Men man skal ikke overse, at vækst i ejerledede virksomheder navnlig er en samfundsinteresse, som ikke altid er sammenfaldende med ejerlederens.

Han kan have gode grunde til at være forsigtig med vækst – f.eks. fordi han risikerer at sætte det, han har skabt, over styr. Det afgørende bliver, om det fremtidige arbejde med forskning i ejerledelse får en form, så det kan bruges i en dialog med ejerledere. De er nemlig skeptiske over for rådgiverne, der siger, de vil dem det godt.

Andre mere dulgte motiver kan ligge bag. Men det skal ikke skorte på lykke til alligevel. Det er på tide, at ejerledernes indsats nu bliver anerkendt og belyst.

Og hvilken større anerkendelse kan man få end at blive forsket i!