Ejer træder af som topchef hos Birger Christensen

Den ikoniske københavnervirksomhed Birger Christensen skifter ud i topledelsen. Jens Birger Christensen bliver arbejdende bestyrelsesformand, mens Denise Christensen overtager direktørstolen.

Jens Birger Christensen træder ud af den daglige drift i Birger Christensen og bliver arbejdende bestyrelsesformand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Birger Christensen indleder det nye år med udskiftning på posten som administrerende direktør. Efter 30 år som administrerende direktør giver Jens Birger Christensen nu plads til frisk blod. Denise Christensen bliver ny administrerende direktør i Birger Christensen, mens Jens Birger Christensen selv indtager posten som arbejdende bestyrelsesformand. Det skriver netmediet Fashion Forum.

»Jeg har været CEO i Birger Christensen siden jeg var 24 år, hvilket er lidt mere end 30 år, så tiden er den rette til at steppe op som arbejdende bestyrelsesformand. Det har altid været min ledelsesfilosofi at give tillid under ansvar og at have den bedste mand på hver en funktion i huset,« siger Jens Birger Christensen til Fashion Forum.

Jens Birger Christensen er fjerde generation i den familieejede virksomhed, og som arbejdende bestyrelsesformand slipper han heller ikke helt tøjlerne i Birger Christensen.

»Som bestyrelsesformand vil jeg være i tæt sparring med Denise, men samtidig også udvikle ejendomme, som er en del af Birger Christensen General Trading Company’s forretningsområder udover ejerskabet af Birger Christensen A/S,« siger han.

Denise Christensen kender detailhandlen særdeles godt efter at have siddet i ledende stillinger hos blandt andet Magasin, Georg Jensen samt Day Birger et Mikkelsen. Hun kommer direkte fra posten som CCO hos Illum.

»Virksomheden skal igennem en meget spændende transformation de næste to år, hvilken Jens allerede påbegyndte med en stor ombygning af butikken på Østergade i efteråret 2016 – og jeg glæder mig til formalisere den nye strategi sammen med ham og resten af teamet i Birger Christensen,« siger Denise Christensen.

Birger Christensen begyndte at fremstille pelsværk i Danmark i 1869 og er en nærmest ikonisk københavnervirksomhed og kongelig dansk hofleverandør af pelsmode. De seneste år har virksomheden leveret vækst, senest med en omsætningsvækst på 6 procent. Salget gennem egne butikker og eksport lå i det seneste regnskab på 136 millioner kroner.